Uheld gav trafikproblemer
07-04-2006: Tre biler var torsdag impliceret i et uheld, der i flere timer gav trafikale problemer i krydset Hammersholtvej/ Carlsbergvej. Uheldet skete klokken 12.44, da en 18-årig mand fra Birkerød tilsyneladende ikke overholdt sin vigepligt. Den unge mand kørte ad Hammersholtvej og ville dreje til venstre ad Carlsbergvej. Her torpederede han en anden personbil, ført af en 27-årig mand fra Hillerød, og den 18-åriges bil roterede 180 grader, inden den ramte en varebil ført af en 61-årig mand fra Alsønderup. Ingen kom ifølge vagthavende ved Hillerød Politi noget til, men vejen var delvist spærret frem til engang efter klokken 15. Desuden skete der store skader på de implicerede biler. Den 18-årige risikerer at miste sit kort på grund af sin unge alder, hvis han kendes skyldig.