Forvaringsdom stadfæstet
10-04-2006: De tre tiltalte fra drabsforsøgs-sagen fra Gribskov fik intet ud af at anke deres domme fra landsretten til Højesteret. Mandag middag blev dommen offentliggjort – og den viste, at der var enighed om at stadfæste de tre domme, der faldt i Østre Landsret i oktober. Kimber Andersen blev således idømt lovens strengeste straf, forvaring, der betyder at han skal gennemgå en kombineret afsoning og behandling i Herstedvester. Afsoningen er på ubestemt tid – og den kan først ophæves ved en retsafgørelse. Louise Opstrup fik stadfæstet sin dom på fem års fængsel, mens Rikke Hansen skal i fængsel i tre år. De to førstnævnte skal desuden betale sagens omkostninger, mens Rikke Hansens omkostninger udredes af staten. Drabsforsøget fandt sted 17. november 2004, hvor de tre på forskellig vis deltog i transport af en mand og et oversavet jagtgevær fra Brønshøj og til Gribskov lige uden for Hillerød. Transporten endte med, at offeret blev ført ind i skoven af Kimber Andersen og Louise Opstrup, og her skød Kimber Andersen ham to gange i bagdelen og på lårene, hvorefter offeret blev efterladt i den kolde skov. Læs mere i næste udgave af Hillerød Posten.