Protester ændrer midtby-planen i Skævinge
Politikerne i Skævinge lytter til protesterne mod midtbyplanen. "Vi har nok været for detaljeret," konstaterer borgmester Ole Roed jakobsen (V)
"Vi er kommet borgerne meget kraftigt i møde, uden at gå fuldstændig på kompromis med ønsket om kunne styre byudviklingen," siger Skævinges borgmester Ole Roed Jakobsen (V).To områder i byen er taget ud og en planlagt forbindelsesvej, som skulle gå hen over idrætsanlægget bag Skævinge Skole, er helt strøget af planen. Desuden er der justeret på Gersegårdens udsmykning, så det alligevel ikke bliver muligt at bygge op i 12 meter højde ud til jernbanen. I stedet bliver byggegrænsen på 10 meter.Et af de områder, som helt fjernes, er arealet overfor Brugsen. Her skitserede den gamle plan en mulighed for at de stråtækte huse kunne rives ned og erstattes af to nye boliger. Endelig droppes forslaget om et lille butikscenter på Meløsevej. "Vi tager området med de meget omtalte stråtækte huse ud. Det betyder dog ikke, at husene ikke kan bygges om. De er jo ikke fredede. Nu kan man bare ikke gå ind og se, hvad der kan ske med naboens hus, hvis han sælger det," siger Ole Roed Jakobsen.Borgmesteren mener, at mange borgere har overset fordelen ved midtbyplanens meget detaljerede bud på, hvad der skal kunne ske med de enkelte ejendomme."Midtbyplanen er nødvendig for at kunne styre udviklingen i bymidte. Den sikrer, at de nuværende borgere ved hvad der sker, hvis naboen sælger huset. Men vi har nok været for detaljerede. Når man pludselig kan se sit eget hus på en overordnet plan, så er det klart, at man kommer op på dupperne" siger borgmesteren.Det nye forslag til midtbyplan skal behandles i økonomiudvalget 20. marts. Forslaget skal i sidste ende vedtages af Sammenlægningsudvalget.