Gymnasie-elever ikke til hårde stoffer
Stoffer er ikke særlig udbredte blandt førsteårs-eleverne på Frederiksborg Gymnasium og HF - og alkohol nydes i relativt kontrollerede mængder
24-03-2006: Gymnasieelever i Hillerød tager færre stoffer end deres jævnaldrende på teknisk skole og handelsskolen. Det viser undersøgelser, gennemført i forbindelse med Hillerøds deltagelse i projektet "Narkoen ud af byen"."Det skyldes formentlig mode og de værdier, som stofferne forbindes med. På teknisk skole og handelsskolen skal man yde noget i en fart, og her er de hurtige stoffer som amfetamin og kokain mere udbredte end på gymnasiet. Til gengæld ryger flere gymnasieelever hash. De er måske lidt filosofisk anlagt og går ind for peace, love and understanding, så på gymnasiet passer hashen bedre ind end de hårde stoffer."Sådan siger Vibe Hjelholt Pedersen fra Frederiksborg Amts misbrugscenter. Hun arbejder med forebyggelse af misbrug blandt unge.Vibe Hjelholt Pedersen har for nylig været gæst på Frederiksborg Gymnasium i forbindelse med, at gymnasiet skal udarbejde en rusmiddelpolitik. Her overværede hun en diskussion om stoffer og alkohol i flere 1.g-klasser."Jeg oplevede, at de unge tog afstand fra stoffer. Samtidig var deres holdning, at de har pligt til at holde øje med hinanden - og hjælpe en kammerat, der er på vej ud i et misbrug."Gymnasiet har gennemført en undersøgelse af 1.g- og 1.hf-elevernes rusmiddelvaner. Der er blandt andet spurgt: Hvor mange genstande drak du i sidste uge?Til det svarer en femtedel, at de drak mellem seks og ti genstande. Næsten en femtedel, 17 procent, drak mellem 10 og 20 genstande."Undersøgelsen viser et temmelig højt forbrug af alkohol blandt de unge. Men da jeg talte med dem, begrundede de det med, at der i den uge, hvor undersøgelsen blev gennemført, var tre arrangementer på skolen, hvor de måtte drikke øl," fortæller Vibe Hjelholt Pedersen.Hun talte på gymnasiet med én, der har gået vagt ved gymnasiefester de seneste 10 år. Han kunne fortælle, at de sidste to år er de eneste, han har oplevet, hvor ingen elever er blevet kørt til udpumpning. Der er heller ikke den samme tendens som tidligere til, at unge bæller sprut i sig udenfor indgangen til en fest."Det lader til, at flere unge er blevet opmærksomme på, at det ikke er fedt at drikke hjernen ud. De vil stadig gerne have kontrol med situationen."Læs mere i Hillerød Posten Weekend