Erhvervsskoler får faglige førstehold
03-03-2006: De unge, der søger ind på erhvervsuddannelserne er i dag så socialt og fagligt forskellige, at skolernes ledelse nu skrider til handling. På Erhvervsskolen Hamlet i Nordsjælland vil eleverne fra august blive delt op på tre niveauer efter evner. Inddelingen finder sted efter en screening, hvor den enkeltes standpunkt i især dansk er blevet fastsat. "Kritikere vil nok sige, at det er at skabe A, B og C-hold. Men det mener jeg ikke. Så længe man er på niveau med sine klassekammerater, føler man sig ikke svag," siger Claus Robl. Når eleverne påbegynder deres erhvervsuddannelse i august får de at vide, hvilket hold de er kommet på, og hvor lang tid skoleforløbet skal tage. Det kan være alt fra de normale 20 uger for de dygtige elever, og helt op til 50 uger for de svagere elever. "Eleverne har vist forståelse for, at det skal være sådan her. Og så længe de nye elever starter på de pågældende hold, vil det jo blot skabe mere homogene klasser," mener Claus Robl. Morten Hansen, der er uddannet socialformidler og arbejder på fuld tid som vejleder på Erhvervsskolen Hamlet, ser frem til niveauinddelingen. "Tidligere har vi ikke været gearet til at hjælpe med at bryde den sociale arv. Men det her vil fortælle os, hvor eleverne befinder sig, og så kan vi tilrettelægge undervisning og uddannelsesforløb efter det," siger han. Læs mere i Hillerød Posten Weekend.