Smileys på sygehuse er velkomne
Smileys som vejledning om rengøringens standard er velkomne på sygehuse i Frederiksborg Amt. Vi har intet at skjule, siger ledelsen
Ledelsen af sygehusene i Frederiksborg Amt hilser et eksternt serviceeftersyn af rengøringen velkommen. Efter BT's afsløring af massive problemer med snavs og bakterier på sygehuse rundt omkring i landet er det blevet besluttet at indføre smileys som en service til patienterne fra slutningen af 2006. Og de kan bare komme med de små gule ansigter på sygehusene i Hillerød, Frederikssund, Helsingør og Hørsholm og Esbønderup, siger sygeplejedirektør i amtet Bente Orø. "Smileys skal være meget velkomne. Vi er vant til at blive undersøgt, og vi undersøger selv standarden på rengøring en gang i kvartalet, så det vil ikke være noget nyt for os. Desuden er vi jo så vant til at have folk forbi og undersøge noget, eksempelvis arbejdsmiljøet," fortæller Bente Orø. Sygeplejedirektøren mener ikke, at der vil være noget at komme efter, som der eksempelvis har været det på det gamle sygehus i Gentofte og på Rigshospitalet, hvor BT dokumenterede store mængder bakterier og snavs. "Der er ingen tvivl om, at standarden for rengøring er tilstrækkelig. Den er hygiejnisk fornuftig," siger Bente Orø. Der er forskel Det daglige tilsyn med rengøringen og andre servicefunktioner på sygehusene i Frederiksborg Amt varetages af Jens Kappel. Han synes, at rengøringen er god på sygehusene i amtet, men tager dog det forbehold, at det er svært at lave en generel bedømmelse. "Der er forskel på, hvor rent der skSal være på en operationsstue og så i modtagerummet på en skadestue. Hvis du tester et toilet på en gang, hvor der er hundrede brugere, så vil der jo være mange bakterier, selvom der gøres rent dagligt," forklarer Jens Kappel. Standarden på sygehusene i amtet bliver testet kvartalsmæssigt af to medarbejdere fra amtet. De kommer uanmeldt, så rengøringspersonalet ikke kan forberede sig og dermed "snyde på vægten." Er det ikke let nok at sige, at rengøringen er i orden, når de personer, der tjekker rengøringens standard er ansat i amtet? "De personer, der undersøger kvaliteten, har ikke nogle medarbejdere under sig, som de skal tage hensyn til. Derfor synes jeg, at det er en troværdig vurdering," siger Jens Kappel. Efter en undersøgelse kommer der en rapport fra det hold, der har undersøgt standarden. Hvert lokale får en karakter, og er der problemer på en afdeling, bliver der fulgt op på det. "Så tager vi et møde med medarbejderne og forsøger at finde ud af, hvorfor der ikke er gjort ordentligt rent. Der kan være nogle forhold, der gør, at det er svært at gøre rent. Eksempelvis kan der være en høj belægning på en gang eller stue, der betyder, at det er svært at komme til," forklarer Jens Kappel. Blandt sygehusene i amtet er Hillerød Sygehus det ældste og dermed også det, der er sværest at gøre rent.