Ekstrem sportsgren - kend din grænse!

Hænderne på vandkanten. 45 sekunder til det statiske dyk, som er vejrhold under vand på ét åndedræt. Tvivlen om du kan - høre din instruktør. Give tegn hver 15. sekund til din instruktør. Stole på din instruktør - melder sig. En kronraget passioneret mand, ikke særlig stor, ingen supermand - men en almindelig mand som kan holde vejret under vand i mere en 6 minutter. Han skal sammen med en assistent tage tid på dykket og sørge for at man ikke går i pludselige rystelser eller værste scenarie - black out'er. 30 sekunder. Synes nedtællingen går ekstremt stærkt, men sekunder er sekunder - og af dem skal jeg udfordre 120. Prøver at lukke øjnene og få pulsen ned ved dybe langsommelige vejrtrækninger. Hjertet drøner derudaf, kan ikke få det ned i tempo - nervøs for hvad? Lungerne virker som sammenknugede næver, mit daglige forbrug af lungekapaciten er minimal opdager jeg - mens nedtællingen fra ti begynder. 9, 8, 7, den indre blæsebælg hvæser og lyder som 40.000 hæse fodboldfans på 3 kilometers afstand, 5, 4 kan jeg time min store og sidste indånding, 3, 2, 1... Stilhed. Aaaahhh, finder den rigtige stilling. Nærmest terapeutisk sænkes den mentale bevidsthed til nul, kun tilkendegivelsen til instruktøren om at man stadig er ved sine fulde fem, forstyrrer den længe efterlyste fred i sjæl og krop. 15. sekunder er gået, et OK-tegn under vandet med pege- og tommelfinger fortæller at jeg har det fint. De første 45 sekunder fortæller at mit iltlager og meditationstilstand kun er på lånt tid. Men jeg er stædig og lukker ingen ind i min sfære. Jeg vil blive her. Her er ingen rudekuverter eller medier med død og ødelæggelse. Svælget strammes og lukker på en helt mekanisk måde, og timeglasset tømmes. 1 minut. Jeg vil ikke være den første, som fylder luftvejene med friske forsyninger fra svømmehallens klorholdige klima. Det er en forkert indstillling, da det er mine personlige grænser jeg skal lytte til. Femten sekunder senere er der absolut ingen oxygen tilbage. Føler min krop trækker sig sammen og sender ufrivillige ryk gennem skroget. Jeg vil ikke gå i "samba", og stige rystende til overfladen. Om jeg så er den første oppe, så forlader jeg min krops, eller er det min psykes absolutte grænse - den dag. Ved overfladen kigger jeg min instruktør i øjnene, sender ham et OK-tegn og spruttende siger jeg "I'm okay".