En meget spændende trup
HIF's træner-team Ulf Larsson og Michael Sander er meget fortrøstningsfulde omkring spillertruppen - møder ynglingeholdet i aften kl. 18.00
l FODBOLD: Det er en svær tid for det nye træner-team i HIF. Der er mange helt nye navne og ansigter, som man skal lære at kende. Samt helt nye spillere, som aldrig har været i klubben før, og de kombineres med en række unge ynglingespillere, som træner med. Trænerne Ulf Larsson og Michael Sander er unægtelig på en stor opgave. De har fået stor hjælp af Brian Riemer og Kim Hallberg fra klubben, og det har lettet opgaverne meget. - Vi har fået en meget fin modtagelse af repræsentanter fra klubben samt spillerne, fortæller træner Ulf Larsson. - Der har ikke været de store sproglige forvirringer, og det hele bliver bedre og bedre. Men det har været både svært og meget spændende. Svært fordi, der pludselig er så mange nye folk, som man skal lære at kende og så samtidig meget spændende, fordi man skal kigge på spillere og se, hvad de indeholder, for at være med til at afgøre om de har en fremtid i Hvidovre... - Vi har trænet rigtig godt i en uge. Vi har haft gode muligheder for at se, hvad der er i spillerne, men vi har så samtidig været lidt hæmmet af, at alle spillere fra A-truppen endnu ikke er dukket op. Mark Svendsen er skadet, men han undersøges i Sverige hos klublægen i Landskrona Boys for at få konstateret, hvad der er galt med hans fod. Han klager over smerte i foden, og det er der en grund til... - Men Michael Sander og jeg er meget fortrøstningsfulde og er meget glade for at arbejde med spillerne. Der forestår en del arbejde med at få konditionen og grundform på plads. Vi skal også se på angrebsspil og forsvarsspil og pludselig er det den 6. august, hvor den første kamp skal afvikles... - Men det ser fornuftigt ud, og vi skal nok nå at få et godt hold klar til den første kamp. I aften kl. 18.00 møder vi HIF's ynglingehold, og det giver os måske et fingerpeg om, hvilke spillere vi skal bruge fremover. Et er træning, et andet er kampsituationer. På lørdag spiller vi i Køge... Der er blevet afviklet to interne træningskampe, hvor trænerne har kunnet se de nye spillere an. Den første kamp endte 6-3 og den anden 2-1. Christian Lundby scorede 3 mål i den første kamp, og nyankomne Martin Reindorf gjorde ham kunsten efter. Men det var under vanskelige betingelser, hvor der blev sat to hold, som skulle finde sammen uden at kende hinanden, og uden at der lå aftaler klar på bordet. Men en god mulighed for de to trænere til at få et førstehåndsindtryk. eb