Byrådet på cykeltur
Så gælder det om at finde cyklerne frem for vore byrådsmedlemmer, når der i dag onsdag kl. 15.30 blæses til fælles afgang til en besigtigelsestur på de tohjulede rundt til forskellige, aktuelle projekter i Hvidovre Kommune. Det er i første række medlemmerne i Teknik- og Miljøudvalget og Ejendoms- og Arealudvalget der skal i sadlerne, men hele kommunalbestyrelsen er dog inviteret til at deltage i besigtigelsesturen. Teknisk Forvaltning har udarbejdet et detaljeret turprogram med kortbilag, så der er håb om at byrødderne, efter ca. 3 timer på cykel rundt i Hvidovre, finder hjem til en afsluttende let - og velfortjent - anretning på Materialegården på Høvedstenvej. m-