Kirkekoncert med Tamra
I Avedøre Kirke den 10. november
Fredag den 10. november kl. 19.30 bliver der en dejlig mulighed for at opleve Tamra Rosanes ved kirkekoncert i Avedøre kirke. Gratis billetter hentes på kirkekontoret (Mandag- fredag kl. 9.30-13.00, torsdag kl. 15.30-18.00). Tamra Rosanes repertoire vil indeholde spirituals, gospel sange, Amerikanske folkesange, country klassikere og nogle af Tamras egne sange, som er meget relevante ved kirkekoncerter. Tamra Rosanes akkompagnerer sig selv på guitar. Derudover medbringer hun guitaristen Lars Krarup. Tamra er født og opvokset i USA men flyttede til Danmark for 30 år siden. Her startede hun som folkesanger op igennem 70'erne og 80'erne og var med i forskellige grupper, bl.a. "FLAIR" (med Sanne Salomonsen), og "THE PACK" og som korsanger for blandt andre Thomas Helmig. Hun har medvirket på 500 plader som korsanger. I starten af 90'erne tog countrykarrieren for alvor fart med flere stærke albums, Grammy'er og guldplader. Tamra var producer og en 1/3 del af supergruppen "COWGIRLS" i 2002 med Sanne Salomonsen og Lis Sørensen. I alt er det blevet til 12 soloalbums med amerikansk musik, og herudover har Tamra Rosanes skrevet musik og tekster til og med en lang række andre kunstnere. Koncerten den 10. november er sammensat af amerikanske traditionals og spirituals, samt Tamra Rosanes egne kompositioner. I kirkerumet, udspændt af levende lys, formår Tamra Rosanes med sin store stemme, sit smittende humør, charme og sødme at skabe en magisk stemning. Guitaristen Lars Krarup bidrager med sit ekvilibristiske og stemningsfulde guitarspil til at give numrene et fuldendt udtryk.