Efterår er plantetid
Træer og buske har de bedste betingelser her om efteråret
Den bedste tid på året at plante træer og buske er efteråret. Det skyldes, at vand- og luftforholdene i jorden på denne tid af året giver de bedste betingelser for, at rødderne kan få godt fat og sætte sig. Når man vælger et plantested til et træ, skal man være opmærksom på forhold som lys og skygge. Men man skal også prøve at forudse, hvor stort træet vil blive i årenes løb, så det ikke giver problemer senere for andre vækster eller for huset. Der skal f.eks. være så meget plads, så rødderne ikke med tiden vil komme til at skade husets fundament. At plante et træ er et langsigtet projekt. Grav hullet stort nok Når man graver hullet til planten, skal det være mindst dobbelt så bredt som plantens rodnet. Dybden på hullet afhænger naturligvis af, hvor meget rødderne fylder, men man bør grave ca. dobbelt så dybt, som det egentlig er nødvendigt for at få planten i hullet. Jorden i bunden af hullet skal løsnes med en greb, og lidt af den opgravede jord skal tilbage i hullet inden planten sættes i. Den skal stå i ca. samme dybde, som den stod i på planteskolen. Hvis det er en klumpplante, skal man fjerne nettet, hvis man kan gøre det uden at ødelægge rødderne. Ellers skal man skære nettet i stykker, så rødderne ikke bliver bremset i deres vækst. Når man sænker planten ned i hullet, må man ikke bøje eller vride rødderne. Det skulle der heller ikke være behov for, hvis man ellers har lavet hullet stort nok. I modsat fald må man grave det lidt større. Herefter lægger man forsigtigt jorden ned om rødderne. Man kan ryste planten lidt hver gang, man har fyldt lidt jord i hullet. På den måde falder jorden bedre på plads rundt om rødderne. Husk at vande Herefter skal man træde jorden til. Det skal ikke gøres for voldsomt; man skal altså ikke stampe jorden. Til sidst skal man vande jorden. Også dette skal gøres med måde, sådan at man ikke drukner planten. Hvis det er et efterår med normal nedbør, er det ikke nødvendigt at vande yderligere. Når plantningen er overstået, er det vigtigt, at den nye plante ikke i starten får alt for stor konkurrence fra græs og ukrudt. Derfor skal man sørge for at holde jorden omkring planten fri for ukrudt, enten ved at luge eller ved at dække med f.eks. træflis eller halm, som samtidig er med til at holde på fugtigheden. (LNB)