Den gule Golf
Jørli Petersen prøvekører VW Golf Plus Van, 2,0 TDI til 162.724 kr. plus moms
Den kommer aldrig som varebil, hævdede VW med eftertryk, da man lancerede den alternative udgave af VW Golf med tilnavnet Plus. Det gjorde den alligevel. Den gule Golf har allerede været en mulighed i flere måneder, og med gule plader er en velkørende Golf med lækker dieselmotor pludselig blevet økonomisk attraktiv. VW har efterhånden et meget bredt udvalg af varebiler, flere VW-modeller er blandt de mest solgte varebiler, men selv om udvalget er stort, ligner Golf Van et ægte dansk hit. Ikke mindst på grund af motorprogrammet, for VW har næsten som sædvane haft lidt problemer med totalvægten. Man kan ikke få en Golf Plus 1,9 TDI, denne model har en totalvægt på kun 2.000 kg, og det er nøjagtigt et kilo for lidt efter de nye regler fra SKAT. Men hvis man nu tilføjer VW's formidable DSG gearkasse, øges både egenvægt og totalvægt, og så kan bilen sælges som varebil med 30 procents afgift. Mon ikke det vil få mange til at overveje en Golf 1,9 TDI med DSG gearkasse til 161.000 kr. før moms. 2-liters topmodel Hvis man har lidt flere penge på bilbudgettet, er det i høj grad tilladt at drømme. Vi skal ikke meget højere op, før drømmeudgaven af VW Golf er inden for rækkevidde. Den store 2-liters TDI findes i to udgaver som varebil. Enten med 6-trins manuelt gear eller med samme DSG gear, der er en halvautomatisk gearkasse med to koblinger, som skifter så hurtigt gear, at man ikke kan gøre det hurtigere manuelt. Golf 2-liters TDI med 140 hk er selvfølgelig det absolutte højdepunkt i det nye gule VW-program, og bilen lever op til selv meget høje forventninger. Med 6-trins manuel gearkasse er prisen sat til 163.000 kr. før moms, og med DSG gearkasse øges prisen til 173.000 kr. før moms. Det giver en pris lige over 200.000 kr. inkl. moms, og sammenlignet med en almindelig Golf med samme motor og gearkasse sparer man tæt på 50 procent. Prisen for en almindelig Golf TDI 2,0 DSG er 384.000 kr. Højere Golf Forskellen på en almindelig Golf og Golf Plus er først og fremmest bilens udvendige højde. En VW Golf Plus er 9,5 cm højere, men det er næsten umuligt at se med det blotte øje. Den større udvendige højde giver også en anden kørestilling. Sæderne i Golf Plus er hævet med 7,5 cm, og det giver både et bedre udsyn, men også lettere ud- og indstigning, og det er de eneste forskelle, når der står Van efter Golf Plus. Køreegenskaberne er nøjagtigt de samme som i en almindelig Golf. Den nye Golf Plus var også bilen, der klarede sig bedst i bremsetest med fuldt læs med 25 meter fra 80 til 0 km/t, da Årets Varebil i Danmark 2006 skulle findes, og tidligere har den nye VW Golf hentet Dansk Camping Unions titel som Årets Campingtrækker, så der er mange muligheder i en Golf. Dansk topsælger Golf Plus har flere stedet fået kritik for manglende smart indretning. Flere har opfattet Golf Plus som en MPV i familieklassen, hvilket er forkert efter vor opfattelse. Vi ser mere Golf Plus som nutidens Golf, for hvis VW var gået hele vejen med udvikling af Golf V, ville den nok have set ud som Golf Plus. Med gule nummerplader, lav 30 procents afgift og intet bagsæde er man helt fri for at tage stilling til udformningen af Golf Plus. Den er bare en dansk varebil med et pænt og diskret skillerum, og teknisk, sikkerhedsmæssigt og køremæssigt er vi helt i topklasse. Vi tror på en gylden fremtid for VW Golf Plus Van. Den lidt anderledes udgave af Golf på gule plader har alle muligheder for at blive en dansk topsælger, og under kåringen af Årets Varebil i Danmark sidste efterår holdt vi øje med repræsentanter fra konkurrerende bilmærker. De var meget interesserede i den nye Golf Van, men de var nok ikke begejstrede, selv om markedet for små varebiler er i kraftig vækst. En Golf på gule plader er en ubehagelig konkurrent. (LNB)