Træerne beskæres gratis
Nesa tilbyder gratis at beskære træer i forbindelse med operation "sidste træbeskæring", som skal beskytte luftledninger i 26 kommuner - heriblandt Hvidovre. Det sker fordi Nesa i øjeblikket gennemfører det største entreprenørprojekt i selskabets historie. Det drejer sig om at erstatte samtlige 3.000 km lavspændings-luftledninger med moderne jordkabelanlæg inden udgangen af 2009. Pris: To mia. kr. Formål: At give kundernes forsyningssikkerhed et ordentligt løft. - Jordkablerne er selvfølgelig ikke nær så sårbare over for påvirkninger fra vejr og vind som luftledninger, siger projektkoordinator Jess Bülow, Nesa. Den sidste luftledning skal være taget ned om fire-fem år. Og det betyder jo, at vi frem til det tidspunkt fortsat vil have luftledninger, som er udsatte i stormvejr. - Husk på, at luftledninger, der falder i stormvejr, næsten altid bliver revet ned af grene fra træer og buske, der vokser for tæt ved ledningerne. Tager hensyn - Vi beskærer kun, hvor det er nødvendigt og så lidt som muligt. I praksis sørger vi for, at der altid er 1,5 meter fra ledningen til nærmeste gren. Vi har aftalt med vores entreprenører, at de skal tage så meget hensyn til udseende og vækst som muligt. Over alt, hvor vi beskærer træer, kører vi selv grenaffaldet bort. Jess Bülow fortæller, at den systematiske beskæring vil omfatte områder, der ikke har fået beskåret træer i 2004 og 2005 samt områder, der ikke skal kabellægges i 2006. Nesas entreprenører tager fat på at beskære træerne i de relevante områder i Hvidovre fra uge 5. - Vi vil sende breve med information om træbeskæringen til de berørte beboere, slutter Jess Bülow.