Glæd jer til jazzen på Risbjerggård...
Et stærkt ensemble på Risbjerggård søndag
Hvidovre Jazzklub præsenterer på søndag eftermiddag, den 29. januar fra kl. 15.00 til 18.00, "Jensens Jazz Serenaders" på Risbjerggård. Jazzbandet vil spille et populært repertoire under overskriften "Jazzklassikere & Evergreens", og besætningen er ligeså traditionel som repertoiret, nemlig bas, banjo og klarinet eller saxofon, trompet samt piano. Ensemblet har haft travlt det sidste år, med turneer til festivaler i bl.a. Holland, Sverige, England og til danske jazzklubber og festivaler samt mange CD udgivelser. Publikum kan bl.a. glæde sig til mødet med gruppens kvindelige banjospiller og sangerinde Nina Ehrenstråle, der har vakt begejstring og flotte anmeldelser, specielt for hendes fremførelser af kendte New Orleans-klassikere som "Crazy" og "Basin Street Blues". På kontrabas kan man opleve svenske Nan Ehrenstråle, der er Ninas mor, mens faderen er Jensen himself, kapelmester Kurt Jensen på klarinet og sax. Desuden medvirker Erik Vand Hansen på trompet og Thomas Spence på piano. Entrèen erlægges ved indgangen.