Fin afslutning på året
HBC's Mette Schjoldager spillede sig i finalen ved Copenhagen Masters mod klubkammeraterne Nathan Robertson og Gail Emms
l BADMINTON: Hvis man ikke er klar over det, så råder HBC faktisk over nogle af verdens bedste mix-spillere i badminton. OL-sølvvinderne Nathan Robertson og Gail Emms samt Mette Schjold-ager og Jens Eriksen, der ligeledes ligger og har ligget konstant på toppen af verdensranglisten. I torsdags var der finale i Copenhagen Masters, og den stod mellem Nathan Robertson og Gail Emms mod Lars Paaske og Mette Schjoldager. Til lejligheden var Mette Schjoldager sat sammen med Grevespilleren Lars Paaske, idet landstræner Steen Pedersen havde skønnet, at Jens Eriksen skulle satse mere på herre-doublen. En vurdering, som var fornuftig nok, idet den "aldrende" HBC'er ikke skal udsættes for for mange krævende kampe med risiko for at blive udbrændt, inden de store turneringer indledes i foråret. Finalen i mix-double blev en meget tæt affære, som det rutinerede engelske par vandt 15-12 og 15-13, men der var meget positivt at hente for den nye konstellation. Lars Paaske er tidligere verdensmester i herredouble, men manglede lidt rutine og erfaring i sammenspillet med Mette Schjoldager. Det blev til en del fejl på den konto, men alligevel en fornem præstation mod verdens nummer 3. Sidste år var det Mette Schjoldager og Jens Eriksen, der stod øverst på sejrsskamlen, men i år måtte Mette Schjoldager et trin ned. Der var dog 30.000,- kr. til deling for 2. pladsen, hvor Nathan Robertson og Gail Emms delte 40.000,- kr.eb