Eleverne har brug for flere penge til folkeskolerne
Flemming Ernst kritiserede kommunens måde at anskue økonomien på
Talrige lærere, børnehaveklasseledere, forældre og elever demonstrerede foran rådhuset sidste tirsdag. Det skete efter skoletid og umiddelbart før byrådsmødet. Demonstranterne ville påvirke byrødderne, der havde skolernes økonomi på dagsordenen. - Vi er dybt bekymrede for skolen i Hvidovre. Vi er frustrerede over de besparelser, som skolerne udsættes for. Skaden er sket i Hvidovre. Her er det gået ud over det skolevæsen, der tilbage i 70'erne var kendt i hele landet som ét af de bedste og mest visionære og ét af dem, der stillede flest ressourcer til rådighed for visionerne, sagde Flemming Ernst, formand for Hvidovre Lærerforening, og videre: - At det er gået sådan, er ikke et bevidst ønske fra kommunalbestyrelsen. Skiftende regeringer har i mange år holdt kommunernes økonomi i så kort snor, at den slet ikke lever op til udviklingen i børnetallet i kommunerne. I Hvidovre er elevtallet siden midten af '90erne steget med 25 %, sagde han. - Ressourcerne er i den grad skåret ned, at vi er nødt til at reagere. Vi kan ikke læn-gere levere den vare, som kommunalbestyrelsen gerne vil have. Hvis man vil have en vare af en hvis kvalitet, så må man også betale for den, ellers får man en dårlig skole. Aktuelle situation - Kommunalbestyrelsen skal om lidt behandle skolernes aktuelle økonomiske situation. Der er kun ét svar - flere ressourcer til skolen. Uanset teknik og beregningsmodeller, så skal skolen prioriteres højere, også rent økonomisk. Det er ikke rimeligt, at de elever, der går i skolen i 2006, skal behandles ringere end de elever, der gik i skolen i 1995, bare fordi der er kommet flere elever. Ufatteligt - I et notat fra forvaltningen kan man læse: "I analysen af skolernes økonomi er det fremgået, at den gennemsnitsløn, der i budgettet er forudsat for de enkelte skoler, generelt er lavere end den faktiske gennemsnitsløn på skolerne. I et system med normeringsstyring ville dette være et stort problem, da der naturligvis skal være budget til at betale de lærere, der forudsættes at være ansat. I et system med lønsumsstyring, som i Hvidovre Kommune, er det derimod ikke nødvendigvis et problem, da skolerne selv bestemmer, hvor mange lærere, de vil have ansat, og kan flytte penge fra andre områder o.s.v." , sagde Ernst. - Ufatteligt. Det er altså ikke et problem, at der ikke er penge nok. Nej, det er ikke et problem, for økonomen, der har skrevet det her notat. Men det er altså et gigantisk problem for skolen. Tænk at skrive, at det ikke er et problem, at skolerne ikke får tildelt den gennemsnitsløn, som lærerne skal have, sagde Flemming Ernst, der derpå trak op i byrådssalen for at overhøre debatten sammen med mange af de øvrige demonstranter. terf