Klage over kommunalt jordsalg afvist
02-02-2006: Selv om firmaet Kuben A/S havde givet et bedre bud, så handlede Hillerød Kommune lovligt, da den lod firmaet JM Danmark A/S købe den grund på Ndr. Jernbanevej, hvor der opføres punkthuse. Det fastslår Statsamtet, som dermed afviser en klage over salget fra Hillerødborgeren Torben Vinther. Ifølge statsamtet er det i orden, når kommunen har skønnet, at tilbudet fra Kuben A/S havde så mange forbehold, at det i sidste ende ville kunne føre til en lavere pris. Desuden er det i orden, at kommunen også har taget hensyn til arkitektoniske og byplanmæssige forhold i sit valg af køber, fastslår statsamtet. Opførelsen af punkthuse op til fjerdesals højde på Ndr. Jernbanevej er meget omdiskuteret. Det var en af årsagerne til, at listen "Høje Hillerød" stillede op til kommunalvalget i protest mod de høje byggerier i Hillerød.