Flere hundrede fik igen vand i kældrene
Selvom kloaksystemet udvides løbende, anbefaler Teknisk Forvaltning, at man sikrer sin kælder mod oversvømmelser
l Regn, regn….. og vand i kælderen! Så skete det igen tirsdag formiddag i sidste uge. Flere hundrede Hvidovreborgere fik oversvømmet kældrene med ulækkert sort kloakvand, og måtte igang med at bjerge deres ejendele og få det værste vand ud med spande, koste og sugeredskaber. - Det var et særligt kraftigt og længerevarende regnskyl der ramte Hvidovre, - der faldt ikke mindre end 40 millimeter regn på 400 minutter, oplyser Hvidovre Kommunes Miljø- og forsyningschef Carsten Raad Petersen. - Et så kraftigt og langvarigt regnskyl forekommer gennemsnitligt kun hvert 7. år. Vand i kælderen opstår når kloakkerne fyldes helt op med regnvand og pumpestationerne, der leder vandet videre i systemet, ikke kan følge med de store vandmængder. Så bliver vandet presset op gennem gulvafløb og toiletkummer i kældrene. Det var især galt i området mellem Hvidovrevej og Avedøre Havnevej, hvor bl.a. mange villaer i "Grækerkvarteret" fik store mængder kloakvand i kældrene. Men også flere af Hvidovre Kommunes egne ejendomme blev ramt, bl.a. Multihuset på Høvedstensvej, hvor kælderen blev oversvømmet, så man måtte lukke for husets aktiviter. Kloakforsyningen udvider løbende I en lang årrække brugte Hvidovre Kommune - som så mange andre kommuner - de penge borgerne via skatten indbetalte til kloakering, (den såkaldte kloakfond), som buffer eller lånekasse til andre aktiviteter. Det har man dog ikke gjort de sidste 8-10 år, hvor Kloakforsyningen har udvidet og renoveret kloaksystemet løbende, så det bedre kan klare de storte vandmængder. - Vi er i fuld gang med at udvide kloaksystemets kapacitet, oplyser miljø- og forsyningschef Carsten Raad Petersen. - Vi går hele kommunen igennem område for område, og tager de hårdest ramte områder først. Men det er en omfattende og bekostelig opgave, som kommer til at tage mange år. - Inden for de seneste par år er pumpestationerne på Hvidovre Havn, Åmarken og Muslingevej bygget større, og vi er i gang med ledningsudvidelser på strækningen Muslingevej-Brostykkevej langs Avedøre Havnevej samt i Lodsvej-området. Det skal give mærkbare forbedringer i Lodsvejområdet og på sigt Krogholtvej-kvarteret. Desuden har vi bygget store regnvandsbassiner og ledninger langs kysten for at mindske udledningen af overløbsvand til Kalveboderne, og derved forbedrer vi vandkvaliteten. Og indsatsen har en effekt. Dennegang er der således ikke rapporteret om oversvømmelser de ellers traditionelt ramte steder ved Strandbovej og Lodsvej, - netop de områder, hvor udbygningen er sket, og hvor det tilsyneladende fungerede trods de store regnmængder. - Teknisk Forvaltning registrerer alle regnhændelser og bruger det statistiske materiale som grundlag for dimensioneringen af de fremtidige ledninger, understreger Carsten Raad Petersen. - Uanset hvor meget kapacitet vi har, vil der dog altid være risiko for et regnskyl der overgår os. Vores mål er, at kælderoversvømmelser højst må forekomme hvert syvende år mod tidligere hvert andet år... Hvad kan man gøre selv Vil man være helt sikker på ikke at få vand i kælderen, anbefaler Teknisk Forvaltning, at man selv sikrer sin kælder mod oversvømmelser med højvandslukker eller pumpebrønde. Prisen varierer meget efter de faktiske forhold på ejendommen. Teknisk Forvaltning vejleder gerne borgerne. Man kan se forskellige højvandslukker i Teknisk Forvaltning, hvor man også kan få kopi af kloaktegningerne til sit hus og få udleveret brochurerne "Kælderoversvømmelse på grund af opstemning i hovedkloakker" , samt "Undgå vand i kælderen" udgivet af Hvidovre kommune. mads-