Avedøre fortsætter nedturen
Det blev til endnu et nederlag i Herfølge nu venter topholdet Greve på lørdag kl. 14
l FODBOLD: Den store græske tragedie fortsætter for Avedøre. Forårets kampe har ikke givet det pointmæssige eller spilmæssige løft, som efterårets fine resultater ellers havde lagt op til. Avedøre er stille og roligt faldet ned gennem rækken. En 3. plads efter efterårets kampe er blevet afløst af en 9. plads. Sidste onsdag spillede Avedøre hjemme mod Herlev, og den kamp blev afgjort i overtiden til gæsternes fordel. - Vi var tilfredse med indsatsen og indstillingen blandt spillerne, sammenfattede træner Henrik Løndal. - Det var et hårdt nederlag at sluge, men det gælder i den slags situationer om at bevare roen og holde fokus på de ting, man er god til. Vi er jo ikke blevet dårligere fodboldspillere over vinteren, men vi begår nogle fejl, som vi straffes for... I Herfølge i søndags var der afbud fra Brian Rasmussen samt en skadet målmand Lars Nielsen, der blev afløst af den tidligere Friheden målmand Søren Andersen, der hermed fik debut på Danmarksserieholdet. Hjemmeholdet vandt opgøret 2-1 efter en lige kamp, som kunne gå begge veje. Avedøre havde igen Michael Jørgensen med, og det var en styrkelse af holdet. Banen var rimelig, og det betød, at Avedøres spil flød bedre. Det var så som så med Herfølges chancer, og det der kom, blev afvist af en velspillende bagkæde. Claus "Buller" Clausen måtte udgå med en forstrækning i pausen, og han blev erstattet af Jesper Pedersen. 0-0 ved pausen blev afløst af en føring til Avedøre efter 10 minutters spil af 2. halvleg, Et hjørnespark endte i hovedet på Kenneth Rasnis, og så var Avedøre i front. Kenni Olsen var tæt på at øge Avedøres føring, men hans forsøg strøg lige udenom målet. Det blev en slutning med meget fight på midten af banen. Et hurtigt taget indkast midt i halvlegen blev sendt i dybden. Målmand Søren Andersen dykkede ned i stikningen, men fik også ramt på modstanderen, og den forseelse blev takseret til straffespark, som blev udnyttet. Kort før tid fik Herfølge atter indkast, og det endte igen med en dyb bold, som blev sparket via Søren Andersens ben i mål til 2-1. - Det var en kold dukkert, sammenfattede Henrik Løndal. - To irriterende mål, hvor vi ikke er på plads efter to faste situationer. Straffesparket var højst tvivlsomt, og der var da heller ingen følgestraf til målmand Søren Andersen. Vi har ikke fået de points, vi egentlig har fortjent, men sådan er det åbenbart for tiden. Nu møder vi topholdet Greve på lørdag kl. 14 i Avedøre, og her skal vi være parate både fysisk og ikke mindst mentalt. Det tror jeg nu også, vi er, for det er mod den slags hold, man skal være 100 %... - Det er da godt, at vi selv om vi ikke har vundet, stadig holder fast i det koncept, der var vores varemærke i efteråret. Vi skal spille bold, og det vil vi også gøre med Greve. Vi spillede det bedste i denne sæson mod Herfølge, og de gode takter skal fortsættes mod Greve. Der skal lige investeres i lidt mere power i den forreste kæde, så kan vi måske overraske...eb