Helt ny type bil
Mercedes R-klasse
Mercedes har kastet sig ud i en helt ny type bil, en rigtig krydsning eller crossover, og fordi bilen er noget helt nyt, har den også fået sin egen bogstavsbetegnelse. Den nye Mercedes har fået navnet R-klasse, og den nye bygger på M-klassen, men er en blanding af Mercedes Vito og en M-klasse, der er tilsat så rigelige mængder luksus, at prisen ryger ganske højt op. R-klassen er en MPV-type, 2+2+2, og den mest interessante version har Mercedes' nye 3,2 liters diesel i motorrummet. En ualmindelig lækker V6-dieselmotor, en fremragende maskine med masser af kultur og et næsten unaturligt lavt støjniveau, som også gør sig gældende, når man står uden for bilen, og motoren er i gang. R-klassen er forsynet med en næsten lige så fornem ny 7-trins automatkasse, men da den nye R-klasse vejer omkring 2.200 kg i tom tilstand, giver det en bil med god landevejskomfort, men ikke nogen specielt sporty optræden på asfalten. Mercedes R-klasse fås også i en lang version, hvor akselafstanden er øget fra 298 til 322 cm, og de sidste 24 centimeter giver den mængde plads i bilen, som mange nok vil efterlyse, men med en pris på mere end en million kroner, er bilen mest interessant som varebil. Den er med en totalvægt på den anden side af 3.000 kg belagt med en såkaldt stykafgift, som gør det muligt at indregistrere den på en såkaldt splitmoms, så bilen delvist også kan bruges til privat kørsel. Den nye R-klasse 320 CDI koster fra 412.358 kr. plus moms. På hvide plader er prisen 1.131.404 kr. (LNB)