HIF <U>skal</U> op i 1. division!
Lasse Jensen, formand fra Hvidovre Fodbold A/S samt daglige leder Michael Christensen har et klart mål
l FODBOLD: Inden julefreden så småt sænkede sig over Hvidovre, fik Hvidovre Avis et interview med HIF's formand for Hvidovre Fodbold A/S Lasse Jensen (LJ), der samtidig er leder af FB Gruppen på Gungevej 2, samt HIF's daglige leder Michael Christensen (MC). Der blev talt om fortid og fremtid, og målsætningen er klar. HIF skal i 1. divison til sommer. Ganske enkelt. Med nyerhvervelserne Brian Andresen og Ulrik Drost er man ved at styrke sig, og de to spillere bliver ikke de sidste. Efter 2 nedrykninger på stribe var der mange, der spåede, at Hvidovre var færdig som divisionshold, og at I kunne risikere en endnu større nedtur gennem rækkerne. Her to og et halvt år efter sidste nedrykning ser tingene anderledes positive ud. Hvad er forklaringen på dette? Michael Christensen: - Der er mange årsager til, at det er lykkedes os at vende bøtten. Først og fremmest er forklaringen, at den samlede ledelse ikke sprang fra, men stædigt valgte at blive og arbejde ufortrødent videre på at komme tilbage… - På alles vegne tror jeg nok, jeg kan tillade mig at sige, at grunden til dette var, at vi i nedgangsperioden oplevede en fantastisk flot opbakning fra mange sider. Fra fans, almindelige tilskuere, fra en gruppe spillere, der indvilligede i at fortsætte i DS, fra trænere og ledere rundt omkring i HIF, fra sponsorer og samarbejdspartnere. Kort sagt oplevede vi en fantastisk bred opbakning fra mange sider, der gav tro på bedre tider… - Samtidig kunne vi jo se, at talentmassen i ungdomsafdelingen ad åre ville kunne bringe os tilbage til divisionsfodbold, så rent sportsligt så vi nogle muligheder… Vigtig rutine Der blev lavet nogle nye selskaber, og der har de sidste par år været tiltag til at foretage investeringer i en række ældre og rutinerede spillere. Hvad er målet med dette? MC fortsat: - Selskabskonstruktionen var netop en del af den langsigtede plan, hvor vi ønskede en langt bredere ejerkreds og dermed et større engagement. At flere tog et medansvar og støttede op omkring hele projektet, både økonomisk og mentalt. Rekonstruktionen med 2 datterselskaber var et forsøg på at skabe en mere forretningsorienteret struktur. At få opbygget nye forretningsområder, der kan bidrage økonomisk til finansieringen af fodbolden… - Disse 2 forretningsområder har kun et overordnet formål; at bidrage økonomisk til at drive fodbold i Hvidovre på højest muligt niveau. Dette i erkendelse af, at de fodboldrelaterede indtægter på 2. divisionsniveau slet ikke er tilstrækkelige til at drive fodbold på det niveau, vi gør… - De ældre spillere skal bidrage med deres rutine til at hjælpe de unge, og de ældre spillere skal via deres rutine og erfaring bringe os et skridt videre, således at de unge får chancen at spille på et endnu højere niveau… Vi går planken ud! Hvorfor ikke bare drosle ned? MC: - Ja, - det spørgsmål er jo egentlig ganske relevant og det kan også blive nødvendigt fremover. Men igen mener vi, at Hvidovre har potentialet til noget mere. Sammenligner vi os med andre 1. divisionsklubber i København er vi rent organisatorisk, publikumsmæssigt, facilitetsmæssigt og historisk lysår foran flere andre klubber… - Vi er bare ikke i 1. division endnu, og jeg tror, at det er nemmere at blive i 1. division end at komme derop. Vi har en fodboldmæssig kultur i Hvidovre Kommune, og den skal vi forsøge at bevare med næb og klør… - Med de investeringer vi har gjort i det sidste halvandet år, og den meget markante investering der sker her og nu, så vil vi give tingene endnu en chance. Sidste år investerede vi også, men måske ikke fuldt og helhjertet. Denne gang går vi planken ud og gør alt, hvad der er muligt inden for de rammer, vi befinder os i samt indenfor de rammer andre er med til at skabe for os… Hvad skal der så til for at komme i 1. division? Formand Lasse Jensen: - På både kort og langt sigt skal økonomien forbedres. Træningsfaciliteterne skal forbedres, men en væsentlig forbedring ligger jo lige om hjørnet med den ny kunststofbane, som allerede er budgetteret. Beslutningen om etablering heraf glæder os meget… - På kort sigt, det vil sige her i vinter, skal vi have tilført yderligere økonomi. Ikke for at gå ud og hente et nyt hold, det har vi, og holdet har jo allerede vist at de kan være med på topniveau. Vi så imidlertid også i de sidste 3 - 4 kampe, at vi er sårbare og har nogle mangler. Derfor er det tanken at hente et par eller 3 rutinerede spillere på væsentlige positioner, således at vi står endnu stærkere til foråret… Store veksler Hvad taler vi om i kr., og hvor skal de komme fra? LJ fortsat: - Vi har været heldige/dygtige at sælge 3 unge spillere gennem de sidste 2 år. Hermed har vi også fået en række ekstraordinære indtægter, som har medvirket til, at vi er nået så langt allerede nu. Vi kan imidlertid hverken budgettere eller forvente, at dette vil fortsætte… - Ligeså med forretningerne. Vi har et pænt og vigtigt udbytte af vor restaurationsdel, men kan ikke forvente, at vi kan fortsætte denne positive udvikling. Vi har trukket meget store veksler på frivillig arbejdskraft gennem de snart 4 år, hvor vi har bygget dette op, og det kan naturligvis ikke fortsætte… - Som jeg ser det, skal vi simpelthen have de fodboldrelaterede indtægter forøget. Vi har mange trofaste støtter både i og udenfor Hvidovre Kommune, virksomheder og virksomhedsejere og private, der har en stor del af æren for, at vi har fået vendt bøtten. Vi kan imidlertid ikke forvente, at alle kan fortsætte med at "spytte i kassen" i en uendelighed. Vi har brug for en endnu bredere lokal opbakning og forankring… - I kr. skal vi have hævet vort indtægtsniveau med ca. 500.000 om året for at kunne holde det nuværende niveau, - og dette er selvfølgelig en stor udfordring både på kort og lang sigt… - Her og nu skal vi på forhånd have finansieret nyindkøbene. Vi har i den forgangne uge haft en række samarbejdspartnere til møde, og vi er godt på vej til at nå målet om forhåndsfinansiering af disse nyindkøb... - Dernæst SKAL vi i 1. division til sommer, der er ikke så meget at rafle om. Den føromtalte halve million er netop forskellen på 1. og 2. division, når vi taler om de såkaldte sikre indtægter… - TV pengene er så meget større i 1. division, ca. 11. mil. til fordeling blandt 16 hold. Til sammenligning er der ca. 3. mil. til 22 hold i 2. divisionerne, idet de 6 Superliga reservehold ikke modtager noget… - Og så har vi i øvrigt ikke medregnet de øgede entré- og salgsindtægter, som ligger i de mange interessante lokalopgør i 1. division. Så det er relativt enkelt, vi skal op til sommer, og det er det vi arbejder stenhårdt på i kulissen. Har I været for dårlige til at sælge jer selv? LJ: - Det spørgsmål har vi tit stillet os selv på diverse bestyrelsesmøder. Omvendt hører vi jo også fra andre foreninger i Hvidovre, at de har samme udfordringer… - Vi har gennem de sidste 5-6 år fastholdt en administrativ organisation, hvor vi gør en hel del for at sælge klubben. Det er muligt, at vi ikke gør de rigtige ting, men samtidig må vi også erkende, at det er en meget vanskelig opgave… - Vi har haft 3-4 forskellige "sælgere" på gennem årene og alle har mødt "muren". Vi har haft marketingsbureauer til at hjælpe os, og vi har undersøgt, hvordan andre har gjort tingene, og vi er gået nye veje… - Vi har prøvet og gjort mange ting, men uden de helt afgørende positive resultater. Men igen. Vi piber ikke og frem for alt, vi opgiver ikke… - Vi tror og håber på, at vi med vore flotte resultater gennem de sidste år, med vor flotte placering og en ufortrøden indsats, kan få yderligere opbakning blandt virksomhederne i Hvidovre. Hvem vil ikke være med og have andel i en "succes"? Vi tror også, at flere kan se værdien af, at Hvidovre Kommune har et hold i 1. division. Fodbold på Hvidovre Stadion er stadig den begivenhed, der trækker flest folk af huse i kommunen, så vi mener, vi har et godt produkt, der kan blive endnu bedre... Drømmen lever.. Går ambitionerne ikke længere? LJ: - Drømmen lever stadigvæk, omvendt er vi også realistiske. Vi har en lidt konservativ indgang til tingene, men selvfølgelig drømmer vi da, ellers var vi da løbet skrigende bort for lang tid siden. Realistisk set mener vi, at vi har potentialet til at blive et "godt" 1. divisionshold, og dette mål er pt. rigeligt ambitiøst… Hvad er jeres nytårsdrømme?: LJ: - Vi håber på, at en række virksomheder i Hvidovre Kommune vil kunne se værdien i et samarbejde med Hvidovre Fodbold. At de vil være med til at støtte det gode formål og det gode projekt… - At vi får skabt et endnu stærkere fundament, således at vi kan tillade os at arbejde endnu mere langsigtet og i endnu højere grad være med til at styrke talentudviklingen i HIF’s ungdomsafdeling… - Sportsligt selvfølgelig, at vi kan være med til sidste fløjt om oprykning til 1. division. Det vil være en drøm, der er drømt mange gange. Og det betyder, at vi til sommer er tilbage, hvor vi startede for fire og et halvt år siden, blot en masse erfaringer rigere…eb