Permanent "prop" i alléen?
Dele af Frydenstrands Allé kan blive en sti
Skal der en "prop" i Frydenstrands Allé i den nordligste del mellem spærringen og Gammel Køge Landevej, med det formål at skabe en sti i stedet for en vej? Ja, mener både de nærtboende grundejere og Teknisk Forvaltning, som har bedt Teknik- og Miljøudvalget om også at besvare spørgsmålet - nemlig på et møde på rådhuset i aften. På mødet skal udvalget "tage principiel stilling til" om anvendelsen af alléen, der er offentligt område, idet de aflagte vejarealer ifølge forvaltningen "vil blive tilbudt de tilstødende grundejere, der begge har eller kan få vejadgang fra Gammel Køge Landevej". Ejeren af Gammel Køge Landevej 471-473, umiddelbart øst for Frydenstrands Allé, har i efteråret 2005 fremsat ønske om at købe den nordligste del af Frydenstrands Allé mellem spærringen og Gammel Køge Landevej. Ejeren af Gammel Køge Landevej 475, umiddelbart vest for Frydenstrands Allé, har som reaktion på Teknisk Forvaltnings høring af dette ønske meddelt, at en tålelig løsning vil være, at stien bliver lagt i midten af Frydenstrands Allé, således at han også får en arealforøgelse af sin grund. Denne grundejer er dog modstander af forslaget, idet den planlagte løsning i væsentlig grad vil forringe hans muligheder for at drive erhverv på stedet. En sti i midten vil være i overensstemmelse med vejloven, oplyser forvaltningen. - Indskrænkningen af denne del af Frydenstrands Allé til sti, som er i overensstemmelse med Lokalplan 407 for området, vil medvirke til en forskønnelse og administrativ lettelse, idet det korte blinde vejstykke i dag bruges til parkering, hvilket vanskeliggør vedligeholdelse, meddeler Teknisk Forvaltning. Teknisk Forvaltning vil forhandle med grundejerne om økonomien, idet udgangspunktet i, at Hvidovre Kommune ikke skal have udgifter i forbindelse med vejnedlæggelsen. Foruden udgifter til anlægsarbejder, herunder flytning af diverse ledningsanlæg, er der også tale om udgifter til landinspektør vedrørende de matrikulære forhold. Endelig er der spørgsmålet om fastsættelse af overtagelsesbeløbet for vejarealerne. - Når der foreligger et resultat af disse forhandlinger, vil sagen igen blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget med henblik på indstilling til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen om gennemførelse af projektet, skriver forvaltningen til udvalget i dagsordenen. terf