Protest mod ældreboliger
Fritidshjemmet Lejerbo mister grønt område tæt på - og der kommer mere farlig trafik end før
Fritidshjemmet Lejerbo protesterer mod de 19 ældreboliger, som Teknik- og Miljøudvalget netop har tilladt Boligselskabet Lejerbo at opføre på østsiden af Arnold Nielsens Boulevard i T-krydset ved Spurvehøjvej. - Fritidshjemmet Lejerbo, som bliver nærmeste nabo til ældreboligerne, gør indsigelser mod den forværring af miljøet, der vil ske med opførelsen af boligerne, skriver Allan Jensen, leder af Fritidshjemmet Lejerbo, i et høringssvar til lokalplan 226, der skal bane vejen for ældreboligerne. - Trafikalt vil det medføre store problemer, da det i forvejen er et meget farligt hjørne, med kun meget få parkeringspladser til fritidshjemmets forældre. Yderligere bebyggelse med tilhørende trafik vil forværre en i forvejen meget farlig vej, meddeler institutionslederen. Taber grønt område Foruden trafikforhold er han også bekymret for tabet af det grønne område, som fremover skal huse ældreboligerne. - Vi ønsker, at det grønne område bevares, og at der ikke bygges på det område, da befolkningstætheden i forvejen er rigelig stor. Området bruges meget af fritidshjemmet, da der er græs til fodbold med mere, og det ikke er til gene for beboerne i området. Nu ønsker man i stedet, at vi skal bruge et andet græsareal, der ligger lige op til beboernes altaner, nævner Allan Jensen. Også 39 ansatte og forældre på Fritidshjemmet Lejerbo kritiserer boligbebyggelsen og ønsker det grønne areal bevaret. Kritikken fra de ansatte, forældrene og Allan Jensen får følge af flere beboere i afdeling 44. De frygter gener, når boldspillet flyttes fra det grønne areal til erstatningsarealet vest for boligblokken Høvedstensvej 32-36. Blandt andet frygter de øget støj og uro, forringet udsyn og sandsynligvis knaphed på parkeringspladser - det vil sige et forringet boligmiljø. Stemte for Men Teknik- og Miljøudvalget peger på, at der er flertal i afdelingen for at bygge ældreboligerne. Desuden har fritidshjemmet ikke krav på at blive hørt, da det bor til leje i et erhvervslejemål, og således ikke har krav på at deltage i beboerdemokratiet i afdelingen. De syv ulykker Omkring trafik gør Teknik- og Miljøudvalget opmærksom på, at Arnold Nielsens Boulevard bliver fartdæmpet i foråret 2006 til 40 km/t mellem Kettegård Allé og Høvedstensvej. - Det kan endvidere oplyses, at der i perioden 1995-2004 er registreret syv ulykker på Arnold Nielsens Boulevard på strækningen mellem Kettegård Allé og Høvedstensvej, fraregnet krydsene i hver ende. Af de syv ulykker er de tre registreret i krydset Arnold Nielsens Boulevard og Spurvehøjvej, nævner udvalget, og tilføjer: - På den baggrund vurderer vi, at der ikke er grundlag for at ændre lokalplanen. terf