Vi giver ikke bare op!
- skriver Danmarks Civile Hundeførerforening i replik til Jørgen Hansen DN:
Artiklen fra Jørgen Hansen i Danmarks Naturfredningsforening (DN) viser med al tydelighed, at DN føler sig hævet over alt og ikke tåler modsigelser. Det samme gør sig tilsyneladende også gældende over for landets myndigheder! Når en velfungerende hundeklub, som har eksisteret i 55 år - oven i købet det samme sted - bliver truet på sin eksistens, er det så meningen, at vi "bare" skal sætte os ned i græsset og finde os i, at DN forsøger at smide os væk! Indtil d.d. har vi accept fra Fredningsnævnet og Naturklagenævnet. Nu truer DN os med Folketingets ombudsmand, fredningssag og så videre. Med andre ord, DN er totalt ligeglade med domstolenes afgørelse. Men hvis DN - mod forventning - på et eller andet tidspunkt får medhold et andet sted, ja så skal vi nok komme til at høre, at nu skal loven holdes! Når en lokalkomiteformand til pressen udtaler, at DN intet har imod, at Danmarks Civile Hundeførerforening fortsætter sin klubvirksomhed som hidtil - og så samtidig klager til Naturklagenævnet over vores tilstedeværelse i området, ja så er man da med til at mistænkeliggøre sig selv. Hvor mange mon har forståelse for, at skulle smides ud efter 55 år! Når en forening som DN v/Jørgen Hansen skriver: "Jeg mener, at fredningsdommeren skal tage sig sammen" eller: "Desværre er det ikke den eneste formandsafgørelse i Naturklagenævnet, som på det seneste har vist manglende kvalitet. Sådanne afgørelser medvirker til at undergrave tilliden til Fredningsnævnet og Naturklagenævnet" - ja så må man da vente svar på tiltale. Det kunne jo godt være, at vi har tillid til de omtalte instanser og føler, at vi har ret. DN har jo ikke nødvendigvis ret i alle deres klagesager! I anfører, at kulturmyndighederne skal passe på fortidsmindet. Så er det pludselig dårlig journalistik, når en journalist fra Hvidovre Avis påpeger, at Danmarks Civile Hundeførerforening selv renholder deres område, mens selve Vestvolden flyder med henkastet affald. Det klages der ikke over. Det er åbenbart også dårlig journalistik for jer, når en journalist påpeger, at DN kommer med divergerende oplysninger til Hvidovre Avis, mens jeres klage til Naturklagenævnet har en helt anden dagsorden, nemlig at Danmarks Civile Hundeførerforening skal forlade sit træningsområde efter 55 år! Til Jørgen Hansen fra DN må jeg oplyse - en gang for alle - at Danmarks Civile Hundeførerforening ikke ønsker at krumme så meget som et vissent blad på Vestvolden. Vi færdes slet ikke på Vestvolden, og medlemmerne i Danmarks Civile Hundeførerforening er mindst lige så glade for den skønne natur, som DN er. Vi nyder den bare i samvær med vores dyr. Vi værdsætter området som lokale borgere, og derfor kæmper vi for vores sag, idet vi fortsat ønsker at forblive i området. Ingen af os ønsker, at vores hunde skal trænes på gaderne. Der skal ikke køres gravmaskiner i stilling, som det antydes fra DN, idet den aktuelle kloakering og vand, skal "skydes" ind under Vestvolden. Denne løsning bl.a. for at bevare volden i dens oprindelig stand. Med andre ord, der vil ikke komme maskiner eller lignende på volden! Vores klubhus vil fortsat være diskret placeret, således at det ikke påvirker landskabet, men husets placering ved træningsarealet er nødvendig under henvisning til de mange træningsredskaber, som vi bruger under træningen. Og endelig skriver vi år 2006, burde der så ikke være muligheder for, at medlemmerne kan komme på toilettet? Med hensyn til selve klubhusets placering, kan det for min skyld godt flyttes mod vest, hvis det kan hjælpe, bare det forbliver inde på selve træningsarealet! Det kan godt være, at jeg ikke har ret, men jeg er af den opfattelse, at DN v/Jørgen Hansen tror, at der skal ske noget helt revolutionerende med store entreprenørmaskiner og lignende på volden, men det er ikke tilfældet. Vi ønsker bare en modernisering, som i al enkelhed går ud på en udskiftning af den gamle pavillon (modtaget brugt 1989) med nyt, samt at få toilet og vand på stedet. Vores klubhus vil fortsat være malet i jordbrun farve, og der vil fortsat være træer rundt omkring huset, således at det ikke, som I anfører, skæmmer området. Nu burde det én gang for alle være slået fast! Sjovt nok gør det ikke noget, at DONG har en muret bygning malet i skrigende gul og rød farve liggende tæt på vores klubhus. Det klager DN ikke over? Når man ser sig omkring i amtet, kan det da undre, at man for eksempel i Rødovre kan se hundeklubber, campingplads og sågar boldklubben Avarta med opvisningsbane liggende op til Vestvolden - hvad med dem, skal de også væk - der er endda stationært lysanlæg! Danmarks Civile Hundeførerforening i Hvidovre Køge Bugt afdelingen ønsker fortsat at nyde naturen i vores lille område. I øvrigt benyttes det lille område kun af hundefolk. Vi møder ingen andre mennesker på området - heller ikke fra DN. Vi har været på stedet i 55 år uden at genere nogen, så hvorfor i alverden skal stedet pludselig fremover stå tomt og ubenyttet hen. Med hensyn til påstanden om, at tilsvine dem, der måtte have en anden mening, ja så må jeg melde pas, idet jeg har holdt mig til fakta i sagen. Det er: at DN er på vej til at ødelægge en god og velfungerede hundeklub med klagen, at DN foreløbig har kostet DCH mange penge, da vi har mistet sponserede pavilloner på grund af jeres klage, at DCH har fået mange tilkendegivelser fra lokale medlemmer af DN, som er uenige i jeres klage, at DN har bremset al fremadrettet arbejde i DCH med jeres klager - hvilket vi efterhånden betragter som direkte chikane. Hvor mange retslige afgørelser skal der til, før DN accepterer tingenes tilstand. DCH Hvidovre Køge Bugt afdelingen har hidtil selv arbejdet for sagen, men den er nu indbragt til hovedbestyrelsen i Landsforeningen. Derved bliver vi nu 17.000 hundeelskere under DCH på landsplan i stedet for vores ca. 100 medlemmer, som kæmper for sagen. Og jeg skal love for, at vi får opbakning. Vi overvejer p.t. om vi også skal drage andre landsdækkende klubber ind i sagen. Vi har nemlig alle naturen og dyr til fælles - og Vestvolden, ja den er der ingen som vil ødelægge! Jeg ser fortsat fortrøstningsfuldt på fremtiden. Til dem, som vil vide mere om DCH Hvidovre Køge Bugt, kan man se på vore hjemmeside - dchhvidovre.dk. Erik Hauervig fmd. DCH Hvidovre