Kunsten er positiv og livsbekræftende
Olga Stra udstiller sin billedkunst på Frihedens bibliotek
Nu er der atter mulighed for at se en kunstudstilling på Frihedens bibliotek. Billedkunstneren Olga Stra udstiller fra på mandag den 28. august - til lørdag den 9. september. Olga Stra havde flere billeder med på forårets K21-udstilling på Hvidovre Medborgerhus. Her fik hun solgt adskillige billeder. Olga Stra fortæller om sin tilgang til at male: - Jeg har mange overvejelser om nutidskunsten og om billeders påvirkning på mennesker. Jeg prøver at opsummere de indtryk, jeg får, og jeg skaber nye billeder ud af de mange sekvenser. Hun bliver inspireret både af dagligdags objekter, af relationer menneske-natur og af det universelle. Hun bruger abstrakte felter til at sammensætte de figurative og semiabstrakte elementer, egne fortolkninger af natur, mønstre og symboler. Olga Stra fortsætter: - Min intention er at fange det, der kan virke positivt og livsbekræftende. Jeg tager afstand fra provokationen i kunsten bare for provokationens skyld. Olga Stra har læst kunsthistorie på Københavns Universitet. Hun fik mulighed for at tage et ekstra modul i kunstpraktik. Her fik hun lejlighed at arbejde med fotografi, tegning, skulptur og maleri. Hun oplevede, at det var en fornøjelse at fordybe sig i kreativt arbejde. I 2004 havde hun endelig billeder nok til sin første udstilling. Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid.