Stueren Doblo
Jørli Petersen prøvekører Fiat Doblo 1,9 JTD Cargo til 110.998 kr. ekskl. moms
Uanset om man vælger Fiat Doblo som den helt store børnetransporter eller som varebil, har den nye udgave af Fiat Doblo mistet sin noget usædvanlige front, og i de flestes øjne gør det Doblo pænere og lidt mere stueren. Som varebil er Doblo Van of the Year 2006, men selv med denne flotte titel i knaphullet er det alligevel ikke blevet til den helt store succes i Danmark, selv om der er væsentlige forbedringer på den nyeste udgave af Doblo. Det er især i motorrummet, at den nuværende Doblo er blevet bedre. I 2006 er hovedvægten lagt på dieselmotorer, mens den enlige benzinmotor er blevet større og lidt mere kompetent til den relativt store bil, som skal flytte ganske meget luft, når den bevæger sig på landevejen. Selv om Doblo i forvejen var en ganske stor bil, er den nye udgave blevet endnu større. Den nye 7-personers udgave af Doblo er en interessant mulighed for den børnerige familie, for den 7-personers Doblo byder på rigtig meget plads. Der er nogenlunde plads på bagerste sæderække, siddehøjden er enorm hele vejen ned gennem den høje Fiat, men som almindelig 5-personers børnecontainer hø-rer Doblo til i den helt store klasse. Med fem sæder i brug er der stadig oceaner af plads til bagage, barnevogne eller til den store indkøbstur på den anden side af grænsen, og med de betydelige ændringer i motorrummet har vi ikke de samme forbehold, som vi tidligere havde. Kæmpe varebil Doblo fås også i to størrelser, og den største model med tilnavnet Maxi har en akselafstand på 296 cm. Afstanden mellem for- og baghjul er forøget med 38 cm, og hele forlængelsen går ubeskåret til et meget større varerum. Varerummet er 206 cm langt, læssehøjden er lav med knapt 54 cm, og varerummet er på fire kubikmeter. Nyttelasten er øget til 850 kg, mens totalvægten svinger mellem 2090 og 2180 kg alt efter motortype. Den todelte asymmetriske bagdør og den 69 cm brede skydedør gør det let at komme af med både små og store mængder varer. Standardudgaven af Doblo Cargo er uændret i størrelse. Akselafstanden er fortsat 258 cm, varerummets størrelse er på 3,2 kubikmeter, og skydedøren har samme størrelse. Nyttelasten hedder 730 kg, mens totalvægten ligger lige over 2000 kg. Den største overraskelse i det nye Doblo-program er den lækre 1,3 liters dieselmotor, som med partikelfilter og variabel turbo yder 85 hk og 200 Nm i kraftigste udgave. Det er rent ud sagt imponerende, at den lille dieselmotor kan udvise så stort kraft-overskud i den nye Doblo. Sammenlignet med den største motor, en 1,9 liters Multijet, bliver det endnu mere imponerende, hvad den lille 1,3'er præsterer, for selv om der på papiret er mere saft og kraft i 1,9-udgaven, føles det ikke som den helt store forskel. Det foreløbige råd til nye Doblo-købere er derfor følgende: Hvis du kun har et lille kørselsbehov, så lad være med at køre Doblo med dieselmotor. Hvis du til gengæld ved, at der skal en dieselmotor i Doblo, bør du først og fremmest gå efter 1,3 Multijet med 85 hk. Når det er overstået, kan du bruge den 1,9 liters til sammenligning, og hvis du ikke kan mærke nogen afgørende forskel på de to udgaver, så hold dig til den lille dieselmotor, som kan være yderst sparsommelig med de dyre oliedråber. Spare Cargo Doblo som personbil har begrænset motorprogram, og det samme gælder for varebilen. Billigste Cargo har 1,4 liters benzinmotor med 77 hk; og 1,3 programmet er begrænset til udgaven med 75 hk, som er lige det mindste og tydeligt dårligere end 1,3 med 85 hk og variabel turbo. Ærgerligt at 1,3 85 hk ikke fås til varebilen. Modsat gør det ikke noget, at den store 1,9 Multijet med 120 hk ikke lægges i Doblo Cargo, for man kan stort set ikke mærke forskel på 105 og 120 hk. Fiat har også valgt helt at se bort fra 1,9-motorerne til Doblo Panorama, som er navnet på personbilen. Billigste Doblo i det hele taget er en 1,4 liters varebil, der fås for under 90.000 kr. plus moms, som på varebiler er knap 20 procent. Den interessante 1,3 diesel med grundudstyr koster det samme, og så stiger priserne med mængden af udstyr, indtil man rammer den store 1,9 Maxi, der koster 120.000 kr. før moms. Som personbil starter priserne ved 170.000 kr. for Doblo, mens prisen for den lækre 1,3 diesel desværre smutter op på 225.880 kr., og her har vi nok forklaringen på den lidt for begrænsede succes for Doblo. (LNB)