Ekspert skal tjekke chikaner
En trafiksikkerhedsrevisor skal gå de hastighedsdæmpende foranstaltninger på Jespervej efter
"Vores umiddelbare vurdering er, at chikanerne på Jespervej er anlagt rimelig fornuftigt. Alligevel har vi besluttet at få vurderet de hastighedsdæmpende foranstaltninger af en ekstern trafiksikkerhedsrevisor." Sådan fortæller anlægschef i Hillerød Kommune, Søren Herrstedt. Han udtaler sig på baggrund af den kritik af de nye chikaner på Jespervej, som er kommet til udtryk i læserbreve i Hillerød Posten. Her kaldes chikanerne blandt andet helt umotiverede, og flere skribenter frygter, at de vil give anledning til frontale sammenstød mellem bilister. Så galt tror Søren Herrstedt ikke, det vil gå - i hvert fald ikke hvis bilisterne tager hensyn til hinanden og overholder hastighedsbegrænsningen på 50 km/t. "Selvfølgelig kan der opstå farlige situationer, hvis ikke bilisterne accepterer, at de ikke begge kan komme først igennem. Der kan kun komme én bil igennem chikanen ad gangen," siger han. Sikker vej Baggrunden for de nye chikaner på Jespervej er et ønske fra beboerne om en mere sikker vej at færdes på for børn og cyklister. Formålet er at holde hastigheden nede på den lange, lige vejstrækning med mange tilsluttende veje. De hastighedsdæmpende foranstaltninger er anlagt i henhold til de gældende vejregler, understreger Søren Herrstedt. Alligevel er han åben overfor, at det kan blive nødvendigt at justere på placeringen af chikanerne - hvis trafiksikkerhedsrevisoren fra det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro anbefaler det. "Vi har sat gennemgangen af projektet i gang i dag (mandag, red.), og vi forventer, at der ligger en resultat om cirka halvanden uge," fortæller Søren Herrstedt. De nye chikaner er flytbare, det vil sige, at de ikke er fastmonterede i kørebanen. Dermed er de relativt nemme at justere på for kommunen. Indkøringsperiode Søren Herrstedt peger på, at der som regel er en "indkøringsperiode", hvor folk skal vænne sig til ændringer på en vejstrækning. Da der først blev anlagt chikaner på P. Mogensensvej, blev de eksempelvis ofte påkørt. Men det sker sjældent længere. Folk har simpelthen vænnet sig til, at chikanerne er der. "Jeg vil gerne opfordre folk til at være særligt opmærksomme, når de kører på Jespervej i den kommende tid. De skal køre efter forholdene, og skiltningen anbefaler, at man kører med 40 km/t," siger han. Også hvor Jespervej munder ud i Prinsens Vænge, er der grund til at vise agtpågivenhed. Her er nemlig sket den ændring, at bilister, der kommer fra Prinsens Vænge, har vigepligt for biler og cykler, som kommer fra Kulsvierskolen. "Det er markeret tydeligt med hajtænder og vigepligtstavle. Alligevel vil jeg gerne opfordre folk til at være særligt opmærksomme på, at der er ændret på forholdene, da der jo blandt andet færdes en del skolebørn på cykel," slutter Søren Herrstedt. @email:Se desuden debatten side 20-21