Nu er HIF gået på ferie
Svensk gigant skal varetage den fysiske træning i HIF
l FODBOLD: Efter en mindre pause lige efter turneringen, blev HIF's spillere kaldt til træning to gange ugentlig, inden der nu er indledt julefred og pause. Efter jul er der møde i starten af det nye år, og så genoptages træningen med testkampe og meget fysisk betonet træning. - Jeg er ret sikker på, at fysikken bliver meget afgørende for hvilke hold, der rykker op i 1. division, mener træner Ulf Larsson. - Vi har trænet lidt frit og løst i den 3 ugers periode i Klub Danmark Hallen i Valby. Det har været rigtig godt, og der er da også blevet gået til den. Vi har tilknyttet en svensk træner til det fysiske. Han hedder Magnus Frej og er lidt af en gigant. Han vejer selv 120 kg, er stærk som en okse og ved lige nøjagtig, hvad der kræves for at være med fysisk. Efter den første træning er jeg sikker på, at drengene sov de retfærdiges søvn efterfølgende. Han er en kapacitet og har det ikke fra fremmede. Hans far hedder Gustav og har været medaljetager ved OL for Sverige, og så har man trænet rigtig godt og grundigt... - Det er meningen at Magnus træner truppen en gang om ugen frem til marts, hvor Michael og jeg så vedligeholder træningen, så vi ikke falder ned. De bedst forberedte til foråret vinder også i kampen om oprykning...eb