Snydt af gældsrådgivere
Forbrugere nåede at indbetale 50.000 kroner til gældsrådgiver uden at få noget for pengene. Forbrugerklagenævnet kalder rådgivningen uforsvarlig
Mange tusinde kroner brugt og en gæld, der bare er vokset. Det er, hvad tre forbrugere umiddelbart fik ud af at lave aftaler med gældsrådgivere, da de søgte hjælp til at få styr på økonomien. Forbrugerne endte med at gå til Forbrugerklagenævnet, som kalder rådgivningen "uforsvarlig". Så uforsvarlig, at de økonomiske rådgivere efter nævnets opfattelse har et personligt ansvar og bør give forbrugerne erstatning af egen lomme. - Nævnets afgørelser viser, at selvom et firma går ned eller af anden grund må lukke, så kan man som rådgiver ikke bare løbe fra sit ansvar, siger vicedirektør i Forbrugerstyrelsen Annelise Fenger. Kreditorene fik ingen penge I den ene sag nåede et ægtepar at indbetale 50.000 kroner uden at få noget ud af det. De havde reageret på en avisannonce, som tilbød hjælp til gældsplagede danskere. Efter rådgiverens anvisninger holdt parret op med at betale deres kreditorer. I stedet betalte de penge til rådgivningsvirksomheden, som så lovede at betale kreditorerne. Igennem tre år betalte parret til gældsrådgiverne, men ingen af pengene nåede videre til kreditorerne. Ville ud af RKI Den anden sag handler om en forbruger, som ønskede hjælp til at få styr på sin økonomi, så hun kunne komme ud af RKI. Rådet fra gældsrådgiveren gik i dette tilfælde også på at stoppe med at betale kreditorerne og i stedet indbetale penge til gældsrådgivningsfirmaet. Meningen var, at rådgiveren ville sørge for at betale kreditorerne, og at forbrugeren efter at have betalt 38.000 kroner ville få bevilget et lån, der ville gøre hende i stand til at komme ud af RKI. Kreditorerne fik aldrig deres penge, og lånet blev aldrig udbetalt. Selskaberne, som forbrugerne har indbetalt penge til, eksisterer ikke længere. De er blevet tvangsopløst. Og da gældsrådgiverne ikke havde sørget for at gemme forbrugernes indbetalinger på en beskyttet konto, så er pengene tabt. - Men her mener Forbrugerklagenævnet så, at rådgiverne har et personligt ansvar for at give forbrugerne pengene tilbage. For nævnet betegner både selve rådgivningen og måden at administrere penge på som uforsvarlig, siger Annelise Fenger. En gældsrådgiver kan i nogle tilfælde være til god hjælp, hvis gælden har vokset sig for stor. Han kan for eksempel give en hånd med til at få opstillet et realistisk budget, at få lavet aftaler med kreditorerne eller at få ansøgt om gældssanering. Følg tre tommelfingerregler Men for at aftalen med gældsrådgiveren ikke skal ende som en dyr og ubrugelig aftale, bør man som forbruger følge tre tommelfingerregler: * Bevar den kritiske sans. Der kan ikke trylles, så lad være med at tro på, at gælden kan forsvinde lynhurtigt. * Vær sikker på, at kreditorerne får deres penge. Betal selv, eller sørg for at få kvitteringerne, hvis gældsrådgiveren betaler for dig. * Hold hele tiden selv øje med, hvordan tingene udvikler sig. Forbrugerklagenævnet behandler med jævne mellemrum sager om gældsrådgivning, men de to nye afgørelser drejer sig om flere penge, end nogen tidligere sager har gjort.