Kom frit frem, forår
l De kolde vintermåneder med sne og is gav os ikke meget mulighed for at sætte gang i foråret. Nu er de mildere vinde på vej. Så kan vi skabe en hurtig og effektiv smutvej til forårets farver med løgblomster i potter. Forårstemning ude og inde på få dage. Det er en drøm, vi kan gøre til virkelighed. Uden hjælp fra hokus-krokus eller specialister. Det er såmænd så enkelt, så enkelt. Der er i øjeblikket masser af små løgvækster i potter på markedet. De fås alle steder, hvor man handler i dagligdagen. Det er små blomsterløg, der har stået efterår og vinter i de lokale gartnerier og nu er blevet "snydt" til at tro, at vi virkelig har lunt forår…og så er de klar til at springe ud med al deres blomstringskraft. Og det allerbedste: De er utroligt billige og alligevel af god kvalitet og samtidig meget hårdføre. Sæt farve på altan og terrasse Du har sikkert et par tomme plantekrukker eller altankasser. Med et snuptag kan der sættes et par potter med påskeliljer i. Måske er løgplanterne endnu i knop, men der går kort tid, inden de dejlige gule trompetblomster står i al deres herlighed. En anden, smuk løgblomst er den dybtblå iris, der er graciøs og pryder med sin enkelthed. - Skulle der være lidt bar jord ved et bed, så ta' bare potterne og grav ned og forårstonerne kommer frem. Der er i år en ekstra fordel ved at plante løgplanterne i den kommende tid. Påsken falder sent, nemlig i midten af april, men løgplanterne kan holde sig længe, så hvorfor ikke skabe en tidlig påskestemning allerede nu, mens der ikke er noget andet at kigge på i haven. Helt enkelt Ta' en flot krukke, find et par løgplanter i potte og her er en dejlig forårsbebuder indendørs. Der skal ikke meget mere til. Heldigvis findes løgblomsterne i mange varianter og farver. Er man til det diskrete og de blå nuancer, er den lille perlehyacint - eller muscari, som den kaldes et fund. Alene udviklingen fra spæd knop til de specielle perleblomster er alle pengene værd. Skal der skabes lidt liv på spisebordet, så er de små narcisser, "T*te-a-T*te", som de kaldes, vidunderlige. En lille fidus Jo køligere løgplanerne står, jo længere er deres levetid. Flyt dem derfor til kølige rum om natten, hvor de alligevel ikke ses. Når planterne har vist deres blomstring, men stadig flotte, kan man lave lidt "genbrug" ved at sætte dem udenfor. Så har gjort deres arbejde dobbelt. Hvis man virkelig er økonomisk og går ind for genbrug, så kan man efter afblomstring plante dem i et fjernt bed og så håbe på at de til næste år vil komme igen.