Påskekoncert med engageret kammerkor
"Hymnia" i Risbjerg Kirke på søndag den 9. april
På søndag den 9. april kl. 15.00 er der påskekoncert med kammerkoret "Hymnia" i Risbjerg kirke. Kammerkoret Hymnia blev stiftet i København i 1983 og består af 25 rutinerede og engagerede sangere under ledelse af Flemming Windekilde. Korets målsætning har altid været at præsentere publikum for et spændende og afvekslende repertoire, gerne værker, der er udfordrende for kor i almindelighed, og som derfor ikke opføres så ofte i det danske kormiljø. Hymnia har specialiseret sig i værker fra den senromantiske kortradition frem til helt nye kompositioner af danske komponister. Hymnia har markeret sig som kor både i Danmark og i udlandet. Det er blevet til mange priser, blandt andet 1. priser ved konkurrencer i Holland, Ungarn, Italien, Østrig og Wales. Koret har optrådt i Gewandthaus i Leipzig og har repræsenteret Danmark i European Broadcasting Union's korkonkurrence I 1998 blev Hymnia valgt som Årets Kunstner i Københavns Amt. Hymnias dirigent Flemming Windekilde er uddannet på Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet, og i dirigentklassen på Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Windekildes erfaring som dirigent spænder vidt, og han er senest blevet tilknyttet Radiokoret ved flere projekter og turneer. Ved koncerten i Risbjerg kirke synges musik af Heinrich Schütz, Antonio Lotti, Knud Jeppesen, Max Reger og Rudolp Mauersberger. Der er gratis adgang til koncerten.