Falck "Vi er håbløst bagud"
20-01-06: De tilisede veje giver Falck store problemer med at nå opgaverne i dag fredag. ""Vi er håbløst bagud i øjeblikket. Der er ventetider både på autodelen og på sygetransporter. Vi er jo også selv længe om at køre på grund af vejret. Vores sygetransporter ligger og kører med tyve kilometer i timen," siger vagtcentralchef hos Falck, Aage Johansen. Om situationen i Frederiksborg Amt siger han. "Isslaget er jævnt fordelt over hele amtet, og siden klokken seks i morges har vi haft 414 opgaver, og det er dobbelt så mange som på en normal dag. Blandt andet har vi måttet trække 40 biler fra af grøfter og hentet 172 biler med småskader." Der har desuden været en række trafikulykker. "Nogle af dem har været alvorlige, men de implicerede er alligevel sluppet billigt", siger vagtcentralchefen, der har sendt tre ambulancer af sted til trafikuheld i løbet af dagen. Alt disponibelt mandskab er indkaldt hos Falck. "Vi fik folk til at møde før, og dem, der er ude og køre nu kører helt op til grænsen for hvad arbejdsmiljøreglerne tillader." Også skadestuen på Hillerød Sygehus mærkede fredag eftermiddag vejret. "Vi har haft nogle inde, der er gledet og faldet. Blandt andet har vi set knoglebrud", siger sygeplejerske Susanne Bech. Hun vil dog ikke betegne mængden af uheld som voldsom.