Sti under Herredsvejen for cyklister
En kombineret tunnel og cykelsti skal forhindre, at cyklende skolebørn forsøger at krydse Herredsvejen, når Harløsevej lukkes for gennemkørende trafik i forbindelse med bygningen af det kommende butikscenter "Herredscentret". Stien under Herredsvejen skal forbinde Harløsevej med Ålholmparken. Den blev vedtaget på byrådsmødet i sidste uge og er en del af en samlet plan, som også omfatter en udvidelse af krydset Vølundsvej/Egespurs Allé og en rute-ændring af Harløsevej, der skal løbe i lige linie fra broen over Hillerødmotorvejen til Egespurs Allé. Den nye Harløsevej blev allerede besluttet på forrige byrådsmøde og skal være klar i midten af 2006. Projektet indebærer, at Harløsevej lukkes for biltrafik straks efter det sidste hus på Hillerødsiden, og det er her, at den kommende sti-forbindelse skal etableres. Dermed kan den benyttes af elever på både Ålholmskolen og Den Alternative Skole, der ligger på Rønnekrogen, en sidevej til Harløsevej. Kryds udvides At krydset Egespurs Allé/Vølundsvej skal udvides, sker også af hensyn til trafiksikkerheden. Teknisk forvaltning har konstateret, at der køres for stærkt på Egespurs Allé og at der opstår farlige situationer, når bilister skal til og fra Vølundsvej. Desuden er der brug for at trafiksikre krydset, inden den tunge trafik med entreprenørmaskiner og lastbiler begynder at rulle i forbindelse med byggeriet af Herredscentret, som får indkørsel fra Egespurs Allé.