Politiets arbejde og fiktionen
Spændende forfatterforedrag og oplæsning på Hovedbiblioteket
I morgen torsdag den 16. november gæster forfatteren Sara Blædel Hvidovre Hovedbibliotek, hvor hun kl. 19.15 holder et krimi-foredrag der bygger bro mellem politiets arbejde og fiktionen I 2004 debuterede Sara Blædel med krimien "Grønt støv", som blev tildelt Det Danske Kriminalakademis Debutantpris, og i 2005 fulgte bestselleren " Kald mig Prinsesse" . Rammen omkring de to romaner er Københavns Politigård, hvor seriens hovedperson Louise Rick er ansat som kriminalassistent i drabsafdelingen. Hvor det i " Grønt støv" handlede om narko og den københavnske underverden, bliver Louise Rick i den seneste bog sendt ud på en alvorlig voldtægtssag, hvor det viser sig at ofret har mødt gerningsmanden over internettet, og ret hurtigt bliver det klart, at han skjuler sig under en falsk identitet. I sit foredrag læser Sara Blædel op fra sin seneste bog og fortæller om arbejdet med de to kriminalromaner: Hvordan ideerne kommer, hvordan hun bygger et plot op, skaber et univers og et persongalleri. Hun vil fortælle om den grundige research, der ligger bag begge bøger, som har åbnet dørene ind til Drabsafdelingen, Retsmedicinsk Institut og Kriminalteknisk Afdeling. Hun vil desuden gribe fat i den aktuelle debat som er hovedtema i " Kald mig Prinsesse" , der handler om voldtægt, ofre, netdating og skyld og til sidst vil hun svare på spørgsmål. Billetter á kr. 25,- kan købes/bestilles på Hvidovre Hovedbibliotek, Hvidovrevej 280. Tlf.: 36 39 20 50.