Renere energi på Spildevandscentret på Avedøre Holme
Nyt gasmotoranlæg til udnyttelse af biogas øger el-produktionen og er en gevinst for miljøet
Spildevandscentret har fået et nyt gasmotoranlæg. I lagerhallen står den nye lysegrønne 20 cylindrede gasmotor og tikker mens den omdanner biogas til elektricitet. Brændstoffet biogas, dannes kontinuerligt i rådnetankene under slambehandling - og der er rigeligt af det. Med en kapacitet på 1.000 kW har gasmotoren energi nok til at forsyne op til 1.700 enfamilieshuse med elektricitet et helt år, men opgaven bliver at levere elektricitet til de nødvendige energikrævende processer ved spildevandsrensning. - Udnyttelse af biogas er fornuftig både på miljø og økonomi. Det er en såkaldt CO2 neutral proces og samtidig et vigtigt bidrag til selskabets økonomi. Vi har investeret 13.0 mill. kr. i det nye anlæg og forventer til gengæld fremover at producere strøm til en værdi af 4.0 mill. kr. om året samt at forsyne procesanlæg og bygninger med gratis varme, siger Spildevandscentrets bestyrelsesformand Franz Hansen, Brøndby Kommune. Der er samtidig etableret en fakkel til afbrænding af overskydende biogas i forbindelse med vedligeholdelse af gasmotoranlægget, hvilket er medvirkende til at reducere udledning af drivhusgasser til atmosfæren. Der er energi i spildevand. Under udrådning af slam der fjernes fra spildevandet i renseprocessen, dannes den energiholdige biogas også kaldet methan som ved afbrænding i gasmotoranlægget omdannes til el og varme. Processen er CO2 neutral, idet der ved afbrændingen ikke dannes mere CO2 end ved naturlig nedbrydning af materialet Det nye gasmotoranlæg forventes i 2007 at kunne dække omkring 43 % af Spildevandscentrets samlede el-forbrug. Transport af spildevand, samt renseproces er blandt de mest energikrævende aktiviteter. Overskudsvarmen fra gasmotorens forbrænding af biogas udnyttes endvidere til opvarmning af rådnetanke og bygninger på Spildevandscenteret.