Spiller på mennesker
Jazzmusikeren Marilyn Mazur kan opleves i Medborgersalen på fredag den 3. marts
Den lokale musiker Marilyn Mazur optræder på fredag den 3. marts kl. 20.00 med forestillingen "Blueprint" i Hvidovre Medborgersal. Percussionisten Marilyn Mazur kan spille på mennesker. Og hun viser det, når hun sammen med sin medkomponist Peter Bastian spiller live til dansekoncerten "Blueprint". Hendes menneskelige instrument er danseren Signe Andersen, men der bliver også spillet på krukker, gulv, fagot, trommer, gammelt jern og klarinet. For i Thomas Eisenhardts forestilling giver musikken kroppene liv og sjæl, når den spiller op til dem, leger med dem og bevidstgør dem. Gør dem til mennesker. Forestillingen er et ultimativt samspil mellem dans og musik. Ifølge Thomas Eisenhardt er rollerne fordelt sådan, at musikken er sjælen, og kroppen er kroppen. På den måde bliver dansen den besjælede krop eller om man vil: Den kropsliggjorte sjæl. Mens Thomas Eisenhardt og Peter Bastian tidligere har arbejdet succesfuldt sammen om forestillingerne "Shabistaris have" og "Danmark", er det første gang, de har kvindeligt selskab af Marilyn Mazur. Men som tidligere danser havde Marilyn Mazur ekstra grund til at vælge "Blueprint" som et af de projekter, hun vil koncentrere sig om i den orlov hun holder fra sin internationale musikerkarriere. Billetter kan købes hos Hvidovre Teaterforening på tlf. 36 49 66 06. Prisen er 120 kr. for voksne og 50 kr. for unge under 26 år.