311 forskellige plejere på 2 1/2 år

- Nogle gange kigger de på hinanden og aner ikke, hvad de skal stille op med min mand, og andre gange kan de slet ikke kommunikere på dansk. Det er så forfærdeligt at se, hvordan nogle af plejerne bakser rundt med min mand i 3 timer, for at få ham ud af sengen, hvor de faste medarbejdere klarer det i et snuptag, forklarer Lisbeth Simonsen magtesløst. Torben Simonsen kan kun sidde i sin elektriske kørestol, og iagtage konens forsøg på at skaffe ham en tilstrækkelig pleje i hjemmet i Hvidovre. I 27 år har han lidt af en svær sygdom, hvilket gør ham ude af stand til at klare sig selv i dagligdagen. Spise og drikke er det eneste, han selv kan klare, hvis maden altså serveres på bakken foran ham. Konen Lisbeth lider af slidgigt i hele kroppen, og sygdommen har medført et nyt knæ, hvilket gør hende ude af stand til at passe ægtemanden. De er henholdsvis 78 og 73 år og modtager hjemmehjælp fem gange dagligt til sammen, hvor Torben tages ud af sengen, vaskes, plejes, hjælpes på toilettet, gøres klar til sengelægning og så videre. Huset er en stor villa med kælder og første sal, og det er nærmest indrettet som et hospital med elevator, diverse lifte og hejsesystemer i både soveværelse, toilet og gang. Manden modtager hjælp 3 gange dagligt. Tomme løfter For 2 1/2 år siden, på foranledning af regeringens tiltag med frit valg af hjemmepleje, engagerede ægteparret den private løsning - "Bruger - Hjælper Formidlingen", som har til huse på Ellebjergvej. - Der var ikke dét, direktøren ikke lovede, da han fremlagde firmaets produkt for os herhjemme ved bordet her. Vi kunne vælge, om vi ville have en mand eller kvinde som hjemmehjælper, hvilke tider de skulle komme, ja, der var ingen grænser for, hvad de kunne, og den hoppede vi jo selvfølgelig på, fortæller Fru Simonsen over kaffen og wienerbrødet med en rug klang af skuffelse i stemmen, Det skulle vise sig, at de fra dag ét ikke kunne leve op til løfterne, og problemer med at skaffe personale viste sig hurtigt. Det er som regel unge mennesker under uddannelse, der erhverves til sundhedspersonel, og deres viden om sundhedspleje og betjening af de forskellige elektriske hjælpemidler er eftersigende mangelfuld. De egentlige titler på de "såkaldte" hjemmeplejere spænder vidt, og Simonsens har både haft hospitalsklovne, skuespillere in spe, safariledere og kunstnere blandt andre i hjemmet over den to et halvt år lange periode, hvor 311 forskellige personer, ifølge Lisbeth Simonsens ajourførte dagbog, er kommet og gået i hjemmet dagligt. Alene i år har Fru Simonsen lukket 98 fremmede ansigter ind i villaen til at varetage hendes mands ve og vel, hvor han skal rengøres af folk, han intet forhold har til - et aspekt man i hjemmet finder uacceptabelt. Det er også blevet til dage, hvor Torben har ligget i sin seng i halvanden time, inden hjælpen kom frem. Lisbeth føler sig magteløs i situationen, som har stået på 2 1/2 år for længe, og nu magter hun snart ikke mere. Deres pension, som de skulle nyde sammen, er blevet til et mareridt, hvor de to ældre føler sig utrolig dårligt behandlet i et system, som efter det frie valg af hjemmepleje burde have løftet niveauet på et ellers kritiseret område. - Vi bliver alle gamle, I bliver også gamle!, tilføjer Torben pustende afsides fra kørestolen. Han efterlyser medmenneskelighed fra firmaet. Hvilken omsorg? De to ældre føler sig som de udsatte og lavest rangerede i et samfund som - hvorom alting er - lever videre på den ældre generations gøren i et langt og aktivt arbejdsliv. Torben var engang selvstændig el-installatør og gjorde sit for at holde hjulene i gang. Idag sidder han uheldigvis med en uhelbredelig sygdom i et samfund, som har vendt ham ryggen. Han kræver ikke at blive helbredt - blot et værdigt liv sammen med sin livsledsager. Et ønske, som er tilsidesat af et utilstrækkeligt hjemmehjælp-system, hvor studerende og ofte ikke dansktalende personel skal udfylde roller - som få mennesker er rigtig gode til. bak