Vinduesrækken var forbeholdt pigerne !

l Her i august er det 60 år siden, at disse 30 nysgerrige og spændte børn begyndte i en førsteklasse på Holmegårdsskolen, årgang 1946-47. Her lige efter besættelsen var det noget af en opgave at få fat i en god skoletaske. Min blev købt hos en boghandler, som dengang lå på hjørnet af Hvidovrevej og Landlystvej. Sytrådens kvalitet levede ikke op til det gode læder. Efter kort tids brug gik tasken op i alle syningerne. Vores første læsebog hed Ole Bole ABC med illustrationer af Robert Storm P., som vi fik udleveret sammen med et skrivehæfte. Så med et penalhus af træ, blyanter og viskelæder var vi parate til at lære at læse, skrive og regne og dermed erobre verden. Klasselæreren hed hr. Gad og regnelæreren hr. Lauritsen. Vi skulle sige De og hr. til lærerne og De og fru eller frøken til lærerinderne og deres efternavn. En klassekammerat Minna omtalte for få år siden hr. Gad som Erik - en noget rystende oplysning. Manden var forsynet med et fornavn, det anede vi ikke. Selv om hr. Gad var ganske ung, var han mere end noget tyndhåret, meget streng og alvorlig men bestemt en dygtig lærer. Han blev senere gift med vores religionslærerinde frøken Emborg, som vi syntes var alt for sød og pæn til ham. Sæt jer, sagde læreren Alle skolens elever blev samlet i skolegården og blev stillet op i lange rækker. Klasse- og parvis gik man op til timen i fuldstændig ro og orden. Ved hver times begyndelse stod eleverne op, indtil læreren kom ind i klassen og sagde: "Sæt jer!" Vi sang morgensang under ledelse af hr. Madsen. Han var en dygtig sanglærer, som altid gik med højt løftet hoved og hagen strakt op i luften. Det blev sagt, at han hver morgen slugte en rå æggeblomme af hensyn til sin stemme. Jeg kan stadig huske mange af de sange han lærte os. Lærerne havde dengang lov til at slå de uvorne elever, give dem et rap over fingrene med en lineal, en ørefigen eller en kindhest. Skoleinspektøren havde et spanskrør, som de helt umulige elever fik nogle slag af. Et andet straffemiddel var en eftersidder eller en sveder. Det betød en time længere efter normal skoletid. Forældrene skulle skrive under på at de havde set sedlen. Personligt har jeg aldrig selv mærket noget til nogle af disse sanktioner, men vi vidste, at de var der. Fra den bageste skrivepult i tavlerækken, kunne min sidekammerat Leif og jeg se alt, hvad der foregik og samtidig dukke os, hvis vi ikke havde lavet lektier. Foran os sad Ivan og Poul Erik. Drengene sad af en eller anden ejendommelig årsag altid i tavlerækken og til nød også i midterrækken, men aldrig i vinduesrækken, der alene var forbeholdt pigerne. Min deltagelse i undervisningen i C-klassen på Holmegårdsskolen varede i næsten 4 år indtil familien i 1949 flyttede ind på Frederiksberg, og jeg dermed skulle skifte skole. Herinde er vi normale! Sammenlignet med Holmegårdsskolen faldt den nye skole helt igennem, med en utrolig gammeldags indstilling overfor børnene. I Hvidovre skrev jeg med venstre hånd. Jeg var kejthåndet, som det hed dengang. På Frederiksberg var pædagogikken helt anderledes, og fra min nye klasselærer lød det: "Herinde er vi alle normale, og vi skriver alle med højre hånd, og det skal du også!" Jeg husker tydeligt, hvor svært det var at skulle skifte fra venstre til højre hånd. På Holmegårdsskolen lærte drengene i min klasse at strikke, sikkert på grund af materialemangel til andre ting, og det var der ingen der lagde noget i. Vi havde kun optrævlet garn. Især Erling var dygtig. Han kunne strikke knaphuller i det dukketøj, han strikkede til sin søster. Jeg selv begyndte på et gulvtæppe til min søsters dukkehus i flere farver. En ret og en vrang. Da det faktisk blev helt flot, fortsatte jeg indtil det blev et langt halstørklæde, som min far brugte i mange år, når han havde ondt i halsen. Holmegårdsskolen, dens lærere og dermed Hvidovre skolevæsen havde dengang en meget progressiv indstilling overfor eleverne, noget man først lægger mærke til når man har noget at sammenligne med. Det er mit håb, at det på trods af de mange år er lykkedes at bevare denne holdning. Jeg tænker altid med glæde tilbage på min gamle skole, og sender de venligste hilsner. Thorkil Herskind Dragør PS! Dér hvor Hvidovre Torv nu ligger, lå der for 60 år siden en gammel gård, med et højt gammelt grantræ i forhaven. Fra toppen af dette klatretræ kunne vi overskue en del af Hvidovrevej med kirken og Rytterskolen og nedkørslen til Hvidovregade. Fyrværkeri antændte en nytårsaften gården, som brændte ned til grunden sammen med grantræet. For 60 år siden var Præstemosen en rigtig mose med salamandere, guldsmede, frøer, skrubtudser og haletudser. Rebæk Sø kaldte vi Svanesøen, hvor vi fangede suder og hundestejler.