Stadig plads til en til...
Hvidovre Wolves vil gerne have flere piger til at spille ishockey
l ISHOCKEY: Mens vejret langsomt bliver koldere og regnen pisker ned over landet, er ishockeypigerne i Hvidovre godt i gang med at forberede sig til årets sæson. - Efter sommertræningen er det altid dejligt at få is under fødderne, og der bliver også gået til den til træningen, siger træner for pigerne Ib Svendsen, der har overtaget jobbet fra Carsten Eldrup fra denne sæson. - Men vi vil altså gerne have flere piger til at spille ishockey, og nye er hjertens velkomne til at troppe op til træning og se, hvordan det foregår og naturligvis træne med, hvis lysten er der. Pigerne spiller i drengeturneringen, for "Ulvene" er den eneste klub, der har taget pigernes ønske om at spille sammen alvorligt og har givet dem istid. Damerne spiller i deres egen række, men her er aldersgennemsnittet noget højere, og her kan nye spillere ikke bare træde ind fra gaden... - Pigerne træner 2-3 gange om ugen og har træningstider, der ligger fornuftigt om eftermiddagen eller i weekenden, så alle kan nå at være med. Man kan altid ringe til mig på 30 75 94 80, og få en snak om mulighederne for at komme til at spille ishockey, slutter træner Ib Svendsen.