Ny beboerrådgiver betales af fondspenge
Borgmesteren med i ny plan - hun beder samtidig byrådet om to procent til Friheden
l Via millioner af kroner fra Landsbyggefonden samt 100.000 kr. fra byrådet vil borgmester Britta Christensen (A) hjælpe Boligselskabet Friheden. Formålet er at mindske sociale problemer ved bl.a. at lade byrådet betale en fjerdedel af lønnen til en "boligsocial medarbejder". Boligselskabets nuværende beboerrådgiver er fritstillet. Pengene skulle bevilges på et byrådsmøde i går efter avisens deadline. Borgmesteren fortæller til byrådet, at hendes kontor har haft et møde med KAB, Bygge- og boligadministration, Frihedens formand og inspektør. På mødet drøftede parterne en helhedsplan for boligselskabet Friheden og de omkringliggende boligområder. - Det blev på mødet oplyst, at der i området er stadigt stigende problemer og at en manglende indsats vil medføre massive problemer i løbet af få år. Der bør igangsættes en helhedsplan, mens det er muligt og inden problemerne bliver så markante, at en ændring bliver vanskeligere og økonomisk mere omfattende, fortæller borgmesteren. Ifølge borgmesteren er det meningen, at Landsbyggefonden skal betale fem mill. kr. over fem år for at planen kan føres ud i livet. Heraf vil kommunen altså medfinansiere to procent, hvis byrådet siger ja. Baggrunden er, at socialministeren via Landsbyggefonden har afsat 600 mill. kr. på landsplan til socialt forebyggende helhedsplaner i boligområder, hvor der findes svage grupper. terf