Intelligente billygter
Mange nye biler er i dag udstyret med lygter, der består af lysdioder. Dioderne gør det muligt at indbygge en form for kommunikation, så bilerne ligefrem kan tale sammen. Selv om det umiddelbart ser ud til, at baglygten lyser med et konstant rødt lys, sender den samtidig information til den bagvedkørende bil om f.eks. hastighed eller kødannelse forude. Lygterne kan også ”tale” med trafiklys, der selv dirigerer trafikken afhængig af hvor mange biler, der nærmer sig fra de forskellige retninger. Intelligente lygter er endnu ikke sat i produktion, men de tekniske muligheder er til stede. (LNB)