Flere ældre vælger privat hjemmepleje
En femtedel af de ældre i Hillerød Kommune vælger en privat leverandør af hjemmehjælp
13-01-2006: Stadig flere ældre i Hillerød skifter den kommunale hjemmepleje ud med en privat leverandør. De seneste tal fra november 2005 viser, at 280 ældre - svarende til en femtedel af samtlige hjemmehjælpsbrugere - har valgt privat hjemmepleje. I november 2004 var antallet 141, svarende til 12 procent."Jeg tror, fremgangen for de private til dels skyldes, at en del ældre gerne vil have tilkøbsydelser som vinduespudsning og ekstra rengøring. Det må kommunen ikke tilbyde, så på den måde er der unfair konkurrence," siger Jytte Jørgensen (SF), der er formand for Ældre- og Handicapudvalget i Hillerød Kommune."Samtidig kan der ligge en politisk holdning bag valget af en privat leverandør. Hillerød er en borgerlig kommune, selv om folk stemmer socialdemokratisk til kommunevalget - og er man for det frie valg, ligger det jo lige for at vælge en privat leverandør."Jytte Jørgensen peger på, at de ældre er lige tilfredse med den private og den kommunale hjælp. Det viser en netop gennemført brugerundersøgelse. Her siger mere end 90 procent af de adspurgte ældre, at de er meget eller overvejende tilfredse med den hjælp, de modtager.Tydelig fremgangHos det private firma Dit Valg Plejeteam, der er godkendt til at levere både praktisk hjælp og personlig pleje til hjemmehjælpsbrugerne i Hillerød Kommune, mærker man en tydelig fremgang."Alene i løbet af det seneste halve år har vi fået 30 nye kunder, og vi skal i gang med at ansætte tre nye hjælpere," fortæller Toni Bøttger, der varetager administrationen for Dit Valg Plejeteam.Da regeringen for tre år siden indførte det frie valg på hjemmehjælpsområdet, startede Dit Valg Plejeteam med to plejere. I dag har firmaet 10 ansatte og står overfor en flytning til større lokaler."Jeg tror, vores mange nye kunder skyldes mund-til-mund metoden. Samtidig er det vores indtryk, at kommunen er blevet bedre til at informere om det frie valg, når de visiterer ældre til hjemmehjælp. Det er også for alvor ved at gå op for folk, at vores ydelser er lige så gratis for dem som de kommunale," siger Toni Bøttger.I Hillerød er to private firmaer godkendt til at yde både personlig pleje og praktisk hjælp, mens fire andre firmaer er godkendt til at give praktisk hjælp.Den netop gennemførte brugerundersøgelse viser iøvrigt, at det særlig er på den praktiske hjælp - rengøring, tøjvask etc. - at de private firmaer står stærkt. Til den personlige pleje vælger de fleste ældre stadig den kommunale hjemmepleje.@email:Læs også side 6