Stadig med hvor det sner
Avedøre vandt den udsatte kamp ude mod Avarta - Ian Olsson dobbelt målscorer
l FODBOLD: En regnfuld eftermiddag i november er ikke de mest optimale forhold at spille fodbold under. Avedøre og Avarta havde sat hinanden stævne i Espelunden i lørdags, og det opgør trak Avedøre sig sejrrigt ud af med en smal 3-2 sejr. Den regntunge og ujævne bane gjorde betingelserne svære og tilfældige, og det var uhyre svært at etablere det polerede spil, som begge hold gerne vil vise. Der blev til gengæld mere fight og intensitet i opgøret, hvor Avedøre til tider blev presset voldsomt og på den anden side fik skabt nogle farlige kontraer. Her var det især Avedøres venstre side med Christian Larsen, Casper Lauridsen og Kenneth Rasnis, der voldte Avarta problemer, og så havde Avedøre i Ian Olsson en meget pågående angriber. Allerede efter 10 minutters spil bragte Ian Olsson Avedøre i front, da han udnyttede et glimrende opspil med Casper Lauridsen som sidste station. Midt for mål blev det gode tilbud sikkert omsat i mål. - Men vi gav efterfølgende Avarta lidt for megen plads, mente træner Henrik Løndal efter kampen. - Vores organisation var ikke helt på plads, og vi evnede ikke at spille det taktiske spil, som vi helst vil. Det gav blandt andet Avarta et frispark på kanten af feltet, som de sparkede regulært ind. Godt sparket ind, men måske skulle målmand Lars Nielsen have reddet, da bolden blev sparket ind i hans side. Avarta kom også foran 2-1 kort efter, hvor vi igen lå for langt fra hjemmeholdet. Det blev sikkert udnyttet og straffet. Det var i en fase i kampen, hvor vi stort set ikke vandt en returbold samt 2. bolde. Hen mod slutningen af halvlegen fik vi etableret et lidt større pres på hjemmeholdet, og Kenneth Rasnis fandt glimrende Ian Olsson, der udlignede til 2-2... - Jeg synes, 2. halvleg generelt blev meget chancefattig. Vi havde vores tilbud efter gode kontrachancer, og Ian Olsson havde et par meget nærgående forsøg, som på en god dag ville give mål. Men vi måtte hen til det 75. minut, hvor Casper Lauridsen blev spillet dybt, og hvor han fik sendt et godt indlæg ind til indskiftede Ronnie Tygesen, der helflugtede bolden i mål. Det sidste kvarter jagtede Avarta en udligning, men de blev aldrig rigtig farlige. Målmand Lars Nielsen var meget forudseende i sine indgreb og uhyre påpasselig... - Nu overvintrer vi på en 7. plads stadig med god kontakt til førerfeltet. Der er 14 points ned til stregen, så den kigger vi ikke efter i øjeblikket. De første kampe i foråret kan blive meget afgørende for, hvordan resten af sæsonen udvikler sig for os. En god start kan blive guld værd, og den skal vi forsøge at få. Men stor tilfredshed med især de sidste kampe i efteråret. Jeg synes vi er blevet bedre til det, vi var gode til i forvejen, og så har vi generelt hævet vores bundniveau.. eb