AKB og KAB fusionerer - men beholder de kendte ansigter
Fire boligorganisationer går sammen i Hvidovre den 1. januar - billigere priser og bedre service på vej, forudser KAB
AKB og KAB går sammen fra den 1. januar - men det bliver en fusion med kendte ansigter, lover KAB's forretningsfører Rune Gamby til Hvidovre Avis. - Målet er at øge driftssikkerheden for kunderne. I Hvidovre Kommune er alle fire boligorganisationer i forvejen gode til at yde service, så målet i Hvidovre er at holde fast i, at beboerne og bestyrelserne skal opleve AKB-KAB som et godt og kompetent selskab. Den nuværende organisering fortsætter. På den måde bliver hverdagen på f.eks. et driftskontor ikke forandret. Det vil være allerede kendte ansigter, som beboerne og bestyrelserne møder, oplyser Rune Gamby. Derudover vil AKB-KAB opnå et billigere administrationshonorar for kunderne. - Målet er, at det skal blive ca. 10 % i de kommende tre år ved at fastfryse nuværende pris. I Hvidovre Kommune vil det få økonomisk betydning for de fire boligorganisationer Avedøre Boligselskab, Boligselskabet Friheden, Hvidovre Boligselskab og Andelsboligforeningen Frydenhøjparken, oplyser Rune Gamby. - Desuden vil vi skabe udvikling. I Hvidovre Kommune vil vi aktivt komme med nye tilbud om produkter og services til de fire boligorganisationer. Den anden vej vil vi aktivt lytte til både idéer, ønsker og behov om udvikling fra de fire boligorganisationer, nævner han. - Endelig kan der være muligheder for at gennemføre projekter i fællesskab mellem Avedøre Boligselskab, Boligselskabet Friheden, Hvidovre Boligselskab og Andelsboligforeningen Frydenhøjparken. Det er op til hver boligorganisation og beboerdemokratiet, fortæller Gamby. Ombudsmand Rune Gamby tilføjer, at det sammenlagte AKB-KAB planlægger at skabe "en ombudsmandslignende funktion". - Det er nytænkning. Hidtil har vi kun haft formel klageadgang for beboere, nemlig via beboerklagenævnene. Det system fra 1998 er et velfungerende system, men inspireret af Folketingets ombudsmand og af Politikens "læsernes redaktør" indfører vi til næste år en funktion, hvor en udviklingschef af egen drift kan rejse mere generelle sager og problemstillinger i forretningsførerselskabet, beretter forretningsføreren. - Idéen er at stille den enkelte beboer bedre. Vi skal være endnu bedre til at give folk mulighederne for at kunne gennemskue deres rettigheder. Hver gang en beboer har en rigtig pointe, skal vi være sikre på at få sagt undskyld og rettet fejlen. Men lige så vigtigt er det også, at vi får sikret os, at den samme type fejl ikke finder sted efterfølgende andre steder. Det her handler i virkeligheden om, hvordan vi som boligselskab styrker vores kvalitetssikring mest muligt, så vi sikrer os, at vores produkt altid er i orden, meddeler Rune Gamby. Danmarks største AKB og KAB bliver Danmarks største boligadministration. Det fortalte KAB's informationschef Johnny Hundt i en pressemeddelelse i december i fjor. - Den 1. januar 2007 går selskaberne AKB og KAB sammen og bliver til Danmarks største almene boligadministration med ca. 50.000 boliger. Det svarer i omfang til ca. hver tiende almene bolig i Danmark. I perioden frem til den 1. januar 2007 fungerer AKB's og KAB's bestyrelser i fællesskab som en foreløbig, fælles bestyrelse for fremtidige forhold. Denne særlige bestyrelse har valgt dette formandskab: Fælles formand - Finn Christensen, der er beboervalgt formand for AKB. Fælles næstformand - Kjeld Poulsen, der er beboervalgt formand for KAB, meddeler Hundt. AKB og KAB har også besluttet, at direktionen fra 2007 kommer til at tælle 3 personer: Adm. direktør Jesper Nygård, direktør Henning Andersen og vicedirektør Flemming Strøm. Ingen af de i alt ca. 300 administrative medarbejdere i AKB og KAB er i fare for at miste deres job som følge af sammenlægningen, da effektiviseringer m.v. vil kunne ske gradvis og i forbindelse med naturlig afgang de kommende år. - De ca. 600 ejendomsfunktionærer m.fl., der arbejder i boligafdelingerne, påvirkes heller ikke af sammenlægningen. De er ansat i lokale boligorganisationer og vil fortsætte med at yde service og stå for den daglige drift af ejendommene, der alle ligger i hovedstadsområdet, oplyser informationschefen. terf