Husejere kan slippe for stor kloakregning
l Kloakker lurer som tikkende bomber under mange villaejeres haver og huse. Men når de bryder sammen, behøver reparationen eller udskiftningen ikke blive dyr, hvis man har den rigtige forsikring. Omkring halvdelen af de danske husejere risikerer inden for de næste få år at skulle betale dyrt for at få udskiftet en kloak, der falder sammen. De seneste tal fra Dansk Vand- og Spildevandsforening viser, at en tredjedel af de private kloakker er ved at bryde sammen. En gammel kloak, der får et brud og skal udskiftes, kan let løbe op i et halvt hundrede tusinde kroner eller mere, og de penge må de private husejere selv betale helt eller delvist, med mindre de er så heldige at have en rørskadeforsikring, der dækker. Enkelte selskaber dækker Ikke alle forsikringsselskaber dækker brud på kloakker uden at modregne kloakkens alder, men Topdanmark har netop valgt at tilbyde de kunder, der har forsikret stikledninger i selskabet, fuld erstatning for dækningsberettigede kloakskader bortset fra en lille egenbetaling på godt 3.000 kroner. Uanset kloakkens alder. Og den udvidede dækning kommer ikke til at koste mere, fortæller salgschef for Topdanmark i hovedstadsområdet, Torben Larsen. - Mange bliver både overraskede og skuffede, når de finder ud af, at der både er selvrisiko og afskrivninger på gamle kloakrør. Det er måske det enkeltområde, som forsikringskunder har sværest ved at acceptere, at der ikke er fuld dækning for i de traditionelle rørskadeforsikringer, og det kan vi godt forstå. En kloak skal jo virke lige godt, hvad enten den er ny eller ej, og det skal ikke koste ekstra. Derfor udvider vi dækningen, uden at det koster kunderne ekstra, siger Torben Larsen. Problemer i gamle huse Det er ifølge Topdanmarks erfaringer ikke kun ældre boliger fra for eksempel 20'erne og 30'erne, der har problemer med kloakkerne. Også senere byggerier har vist sig at have kloakker, der er tæt på at bryde sammen. - Især i huse fra 60'erne og 70'erne, hvor byggeriet gik stærkt, og der blev anvendt nye fremgangsmåder, ser vi ofte problemer med kloakkerne, siger Torben Larsen om forsikringen, der også dækker andre skjulte rør som gas- og varmerør.