Styr på el-skrot
På genbrugspladsen i Hvidovre har man ikke - som f.eks. i Helsingør - haft problemer med "bjerge af" elskrot, som har forårsaget både indbrud, trusler og tyverier. - Vi har ikke større problemer nu, end vi har haft tidligere, meddeler Kirsten Henriksen, genbrugschef hos I/S Amagerforbrænding. - Når de andre genbrugspladser har så stor problemer med meget elskrot og derfor tiltrækker opmærksomhed, skyldes det indførelsen af producentansvarsordningen for den type affald. Mange steder i landet har det medført, at affaldet ikke hentes og derfor ophobes, nævner hun. - Amagerforbrænding har i god tid været opmærksom på, at det problem kunne opstå. Vi har derfor lejet vores materiel til de nye aktører og presset meget på for at få affaldet hentet, fordi vi kunne forudse, at pladserne ikke kunne magte, hvis der kom til at stå elskrot uden for materiellet, forklarer Kirsten Henriksen. terf