Nytårsfestdag må ændres
Ny dato for den ene arrangementsdag for pensionister i Medborgersalen
Det kan nok være at arrangørerne i Ældrerådet og Det Frivillige Ældrearbejde fik røde ører, da det gik op for dem, at de slet ikke havde rådighed over Medborgersalen til den ene arrangementsdag torsdag den 16. februar til nytårsfesten med "Bjørn & Okay" og Dario Capeotto. Det viste sig at denne dag allerede var afsat til Hvidovre Teaterforening. Som bekendt er der forlængst udsolgt til de to festdage, henholdsvis onsdag den 8. februar og altså også til den fejlagtige 16. februar. Der er ingen problemer omkring den 8. februar, men dem der har købt billetter til arrangementet den 16. februar kan i stedet benytte billetterne til et helt lignende arrangement allerede næste torsdag den 2. februar. Arrangørerne har nemlig været så heldige, at man har kunnet få de optrædende til at stille op denne dag. - Vi er meget kede af det skete, der skyldes et par dumme misforståelser og manglende nærlæsning af aftalen med kommunen, indrømmer arrangørerne. Billetterne til den 16. gælder altså i stedet til den 2. februar, og såfremt man ikke er i stand til deltage denne dag, kan billetterne refunderes ved henvendelse i Ældrerådets pavillon, Hvidovrevej 243, i dag onsdag den 25. eller i morgen torsdag den 26. januar mellem kl. 10.00 og 15.00. Eventuelt overskydende tilbageleverede billetter kan så købes på fredag den 27. januar samme sted fra kl. 10.00. m-