Hundredevis af borgere rykket for ejendomsskat
- men de er ikke skyld i de ubetalte regninger. "Betal ikke rykkergebyr og renter", siger Økonomichefen
Hvis du har fået en rykkerskrivelse fra Hvidovre Kommune ind ad døren for "ikke betalt ejendomsskat pr. 5. juli 2006" skal du tøve en kende med at betale det rykkergebyr og den rente, der er lagt til regningen. Det er nemlig højst sandsynligt ikke din egen fejl, at regningen ikke er betalt. Fejlen ligger hos PBS og Kommunedata, hvor et problem er opstået mellem de to virksomheders computerprogrammer. Ca. 350 borgere - plus eventuelle borgere, der har tilmeldt sig PBS mellem december 2005 og 3. februar 2006 - har sidst i juli måned modtaget en rykkerskrivelse, hvilket har fået telefonerne til at kime på Hvidovre Rådhus. - Det er rigtigt, at der er sket en fejl. Jeg har talt med KMD, som fortæller, at alle disse borgere er blevet hægtet af systemet hos PBS og derfor ikke længere er tilmeldt med deres ejendomsskat. De, der har fået en rykkerskrivelse, skal derfor betale selve ejendomsskatten, men ikke rykkergebyret eller den påplagte rente. Og så skal de tilmelde sig PBS igen, fortæller Økonomidirektør Hans Olsen i Hvidovre Kommune. Han lover også, at hvis man alligevel har betalt rykkerskrivelsen med gebyrer og renter kan man få sine penge igen for de uberettigede indbetalinger. Men ejendomsskattens 2. rate skal selvfølgelig stadig betales. - Vi kan desværre ikke identificere de borgere, der har fået tilsendt rykkerskrivelser, og derfor kan vi heller ikke sende dem et dementerende brev, fortæller Hans Olsen. ark