Forårsopvisning med masser af underholdning
På søndag den 30. april slår Egevoldens IC Gymnastik dørene op til den årlige opvisning i Frydenhøjhallen, som sætter et festligt punktum for endnu en vellykket sæson. Her vil et bredt udsnit af foreningens mange gymnaster vise, hvad de har arbejdet med i vinterens løb. Og dagen byder på masser af idrætslig underholdning. Her er alt fra højtsvævende stortrampolinspringere til det altid populære forældre/barn-hold, fra forrygende juniormix til friske springpiger og drenge. I år har man tilmed besøg af junior-amtsholdet fra DGI Storkøbenhavn. Billetsalg og indgang åbner kl. 11.15, og startskuddet lyder kl. 12.30. Entré for voksne er 20,- og børn under 16 år har gratis adgang. Der er endvidere også mulighed for at købe forfriskninger og diverse lotterier, der sælges af EIC's støtteforening. Selvom sæsonen slutter for mange hold, så vil turbomotion mandag kl. 18.00 til 19.15 fortsætte til 1. juni og stavgang onsdag kl. 18.00 til 19.15 til 22. juni, på begge hold. Man kan blot møde op. Tilmelding ikke nødvendig.