Strikkecafé næste torsdag
Det er moderne at strikke og hækle, og der udgives mange inspirerende bøger med modeller og opskrifter, som man bl.a. kan låne på biblioteket. Men er du nybegynder eller er det længe siden, du har haft fat i strikkepindene eller hæklenålen, har du måske svært ved at følge opskriften til den bluse eller det sjal, du gerne vil lave. Kom med dit strikketøj eller medbring garn og pinde, så kan du få hjælp til at komme i gang. Holmegård Bibliotek inviterer interesserede - nybegyndere og øvede - i alle aldre til at deltage i strikke/hæklecafé fire gange i løbet af efteråret. Til at hjælpe har vi fået en aftale med kunsthåndværker Susan Monique Ammentorp, der også er uddannet håndarbejdslærer. Hun har strikket hele sit liv og har bl.a. stiftet foreningen "Kunsthåndværkerne i Valby". Har du strikke/hækletøj liggende, der ikke er blevet færdigt eller har du bare lyst til at sidde sammen med andre, så kom til en eller alle strikkecaféerne, der ligger den 12. oktober, den 9. november og den 7. december. Det er alle torsdage fra kl. 15.00-17.00. Af pladshensyn er tilmelding nødvendig senest på tirsdag den 10. oktober, og det kan ske på Holmegård Bibliotek eller på telefon: 36 75 50 19.